Over 5.000 mennesker er blevet evakueret, efter at en række skovbrande er brudt ud på de Kanariske Øer.

Brandene breder sig ifølge Canaries News med 50 km i timen, og det tørre vejr, hvor temperaturen ligger på omkring 38 grader, gør ikke forholdene bedre.

Øgruppen i Atlanterhavet er en af danskernes foretrukne feriedestinationer, men hverken rejsebureauerne Star Tour eller Spies har hørt om, at danske turister skulle være ramt af brandene.

- Det er ikke højsæson for danskerne nu, og især ikke på Tenerife og La Gomera, hvor brandene har ramt. Vi har ikke hørt om, at nogen af vores gæster skulle været påvirket, siger Stig Elling fra Star Tour.

Samme melding kommer fra Spies kommunikationschef Torben Andersen:

- Vi har seks personer på La Gomera og 457 danskere på Tenerife. Ingen af dem er i nærheden af brandene, siger han.

Lokale medier oplyser, at militæret er tilkaldt for at assistere i bekæmpelsen af brandene.