11 danskere var natten til lørdag involveret i en alvorlig busulykke i Tyrkiet. En svensk mand afgik ved døden, og flere danskere blev bragt til hospitalet.

Det bekræfter udenrigsministerierne i Danmark og Sverige.

»Udenrigsministeriet kan bekræfte, at der var 11 danskere ombord på bussen. De fleste er rejst videre til Danmark, mens fire er til observation på tyrkiske hospitaler,« skriver dansk udenrigsministerium i en mail til B.T.

Ulykken skete på vej til til lufthavnen i Antalya, hvorfra turisterne ifølge rejseselskabet Detur skulle med fly mod København og Billund.

I bussen befandt sig 11 danskere og to svenskere.

Det svenske udenrigsministerium bekræfter over for TV4, at en af de to svenskere er afgået ved døden, og at der er tale om en mand i 70'erne.

Rejseselskabet Datur oplyste tidligere lørdag, at en af passagererne i bussen var gået bort, og at seks danskere var »lettere skadet« og bragt til hospitalet.

»Dog har de det godt på nuværende tidspunkt,« skrev rejseselskabet i en mail til Ritzau.

Rejseseskabet oplyste videre, at man på nuværende tidspunkt ikke har oplysninger om, hvad der forårsagede ulykken.

Udenrigsministeriet oplyser, at den danske ambassade i Tyrkiet følger sagen og er i dialog med rejsesleksbaet og hospitalerne.

Turister har flere gange tidligere været involveret i alvorlige trafikulykker i Tyrkiet. I 2017 mistede 20 personer livet i en ulykke i Marmaris-området, og i 2019 mistede en hollandsk turist livet, mens flere blev alvorligt såret, da en minibus kørte ud over en klippe i Taurus-bjergene.