Påskeferien står for døren for de fleste, men ét rejsemål kan vise sig at være farligt at opsøge.

Det drejer sig om Frankrig, hvor uroligheder i de seneste dage har hærget i gaderne.

Udenrigsministeriets hjemmeside opfordres danskere på vej sydpå til at tage sig i agt.

»Der er risiko for demonstrationer og uroligheder i Paris og andre større byer. Hold dig på afstand, da det kan udvikle sig voldeligt,« står der i den opdaterede rejsevejledning for Frankrig.

Også hos SOS International, der leverer rejseassistance på vegne af en række forsikringsselskaber, opfordres rejsende til at være meget opmærksomme i Frankrig.

»Paris er generelt en sikker by at færdes i, men man skal ikke negligere, at demonstrationerne kan udvikle sig voldsomt,« siger Karin Tranberg, divisionsdirektør for Travelcare, SOS International i en pressemeddelelse.

Det er protester mod en pensionsform, der på det seneste har udviklet sig til voldelige konfrontationer mellem demonstranter og politi i flere store franske byer.

»Det er usikkert, hvordan situationen udvikler sig, men vi ved, at strejker og demonstrationer ofte påvirker transport og den kollektive trafik, så det er en god idé at holde sig informeret via de lokale medier,« siger Karin Tranberg.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, er til stede i Paris, og han mærker tydeligt, hvor alvorlig situationen er.

»Det var meget tydeligt, at det her nærmest kun kunne ende et sted. Det gjorde det så også med slagsmål. Og det var voldsomt at overvære. Det er ikke bare vold og slåskampe, men en dyb og manglende respekt for hinanden,« siger han.

Omkring 13.000 politifolk har været indsat på tværs af landet.

Frankrigs indenrigsministerium vurderer, at omkring 74.000 demonstranter var på gaden tirsdag, mens fagforbundet CGT melder om to millioner.