Claus Ruhe Madsen er den første person uden tysk statsborgerskab, der bliver overborgmester i en tysk by.

Søndag har flertallet af vælgerne i den nordtyske havne- og handelsby Rostock peget på en dansker som deres næste overborgmester.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der er tale om danske Claus Ruhe Madsen, som i anden og sidste valgrunde vinder over sin modstander, tyske Steffen Bockhahn fra venstrepartiet Die Linke.

Dermed er Claus Ruhe Madsen den første person uden tysk statsborgerskab, der bliver overborgmester i en by i Tyskland.

Ved søndagens valg får danskeren 57,1 procent af stemmerne.

Han har stillet op som løsgænger, selv om flere partier i Rostock har spurgt, om han kunne tænke sig at stille op for dem.

I sin første kommentar efter valgsejren siger Claus Ruhe Madsen, at Rostock skal forenes.

- Vi skal rykke Rostock sammen, siger han til nyhedsbureauet

dpa.

Første valgrunde blev afholdt den 26. maj, og her var det også danskeren, der trak flest stemmer og placerede sig på en klar førsteplads.

Han fik dog ikke mindst halvdelen af stemmerne, hvorfor en ny valgrunde skulle til for at afgøre borgmestervalget.

46-årige Claus Ruhe Madsen er tilflytter og har boet i Rostock i 25 år, hvor han har en kæde af møbelforretninger.

Under valgkampen har han cyklet rundt på sin ladcykel for at møde borgerne, og han har delt såvel pølsehorn som strømper ud.

Godt tyve minutter før det endelige valgresultat forelå, lykønskede modstanderen Bockhahn danskeren med sejren. Her pegede Bockhahn blandt andet på Claus Ruhe Madsens valgkampagne som afgørende for sejren.

Rostock har cirka 200.000 indbyggere og ligger ud til Østersøen.

Politisk har Claus Ruhe Madsen især fokus på miljøet, erhvervslivet og digitalisering.

Han vil modernisere Rostock, som ifølge ham "hænger fast i fortiden". Han vil blandt andet renovere havneområdet ud til Østersøen og arbejde for bedre kollektiv trafik og flere cykelstier.

Under valgkampen har Claus Ruhe Madsen bemærket, at det har skabt en vis interesse blandt vælgerne, at han kommer fra Danmark.

- Jeg kan mærke, at mange synes, det er spændende, at jeg er dansk. Danskere er ofte lidt mere pragmatiske, har han tidligere sagt.

/ritzau/