Den stenrige, danske forretningsmand Daniel Åxman kommer fremover til at bo fyrsteligt, når han er i Hong Kong.

Ifølge den kinesiske avis South China Morning Post har danskeren via sit firma Lead Connection Limited nemlig købt Asiens dyreste lejlighed. Pris: ca. 430 mio kr. (knap 500 mio Hong Kong-dollar).

Lejligheden ligger på en bjergside i et eksklusivt kvarter i det tæt bebyggede Hong Kong, og er fordelt over to etager - stueplan og 1. sal - i bunden af en 12-etagers bygning, der stod færdig i 2012.

Med til lejligheden i luksusbyggeriet Opus Hong Kong hører to parkeringspladser og en privat swimmingpool. Den spektakulære rigmandssilo er tegnet af den canadisk-amerikanske stjernearkitekt Frank Gehry.

Daniel Åxman flyttede fra Danmark for en halv snes år siden, og er i dag hovedsagelig bosiddende i Schweiz.