Filmfotografen Rasmus Videbæk er stolt efter at have modtaget den internationale pris Sølvbjørnen i Berlin.

Den danske filmfotograf Rasmus Videbæk kalder det "en kæmpe oplevelse" at have arbejdet med filmen "Ut og stjæle hester".

Lørdag aften har han modtaget den prestigefyldte pris Sølvbjørnen på filmfestivalen Berlinalen.

- Jeg er først og fremmest rigtig stolt og glad på filmens vegne. Den bog har til alle tider været min yndlingsbog. Så ja, det betyder rigtig meget, siger han.

Filmen er lavet ud fra en norsk bog af samme navn, og i tænker en ældre mand tilbage på en bestemt sommer i sin barndom.

Det har netop været en særlig opgave at skulle indfange de følsomme stemninger og smide dem op på lærredet, fortæller Videbæk.

- Bogen er bundet op omkring en masse stemninger, stærke sansninger og minder. Så billederne fylder meget i bogen, og det var vigtigt for os at være så tro mod den abstrakte og melankolske tone som muligt.

45-årige Rasmus Videbæk har tidligere arbejdet på store danske film som "En kongelig affære" og "Kongekabale".

Han håber, at den store omtale, den internationale filmfestival skaber, vil sikre ham flere spændende opgaver i fremtiden.

/ritzau/