Trine Yilmaz blev bange, da hun tidlig mandag morgen blev vækket af rystelser i Tyrkiet.

For selvom hun bor i feriebyen Alanya, som er ganske langt fra epicentret for nattens jordskælv, var alvoren ikke til at tage fejl af.

»Min mand og jeg vågnede med et sæt ved, at noget ikke var, som det skulle være,« fortæller hun til B.T.

Mærkede du eller nogen, du kender, jordskælvet? Så kontakt journalisten på ofru@bt.dk.

Trine bor på fjerde sal i en lejlighedsbygning, der klokken 4.20 om morgenen pludselig begyndte at knirke og buldre:

»Alting rystede voldsomt, og da vi tændte lyset, stod lysekronen i soveværelset og svingede frem og tilbage. Hårene rejste sig på vores tre katte,« fortæller hun.

Trine Yilmaz og hendes mand, Adem Yilmaz, bor i Alanya på fjerde sal.
Trine Yilmaz og hendes mand, Adem Yilmaz, bor i Alanya på fjerde sal.
Vis mere

Trine har boet i Tyrkiet i syv år og har en rygsæk hængende i opgangen med det mest nødvendige, i tilfælde af at et jordskælv slår til, og hun skal evakuere bygningen.

Hun ved godt, at jordskælv er en reel trussel i landet.

»Derfor var vi også bange, da vi blev vækket,« siger hun.

Selvom hun endnu ikke har været nede på gaden, kan hun fra lejligheden berette, at Alanya virker mere kaotisk end normalt:

»Det vrimler med udrykningskøretøjer, der er på vej ud af byen, og der er meget larm nede på gaden. Vi bor ud til havet, og når man kigger ud ad vinduet, er der kæmpestore bølger.«

Jordskælvet fandt sted i det sydlige Tyrkiet og er det stærkeste, der nogensinde er målt i området, skriver TV 2.

Indtil nu er der registreret over 1000 døde i Tyrkiet og Syrien efter jordskælvet.

Du kan følge B.T.s livedækning af jordskælvet her.