Den værste økonomi i syv årtier, intet brændstof, manglende mad og daglige strømafbrydelser.

Det er nogle af de faktorer, som har fået talrige demonstranter i Sri Lanka til at gå på gaden i vrede over den regering, som nu er trådt fra magten.

Den nu tidligere præsident, Gotabaya Rajapaksas, bolig er blevet stormet af demonstranter, og demonstranter har også sat ild til premierministerens bolig.

Men Henrik Melder, som bor i Sri Lanka cirka 40 kilometer fra hovedstaden Colombo, hvor urolighederne har fundet sted, har ikke oplevet voldsomme demonstrationer, når han har været i nærheden af en demonstration.

»Jeg har oplevet demonstrationer, der er foregået stille og roligt. Der har været problemer her og der, men når man tænker på, hvor store de har været, så synes jeg ikke, det jeg har oplevet af demonstrationer er værd at snakke om,« siger Henrik Melder.

Han oplever nu en form for lettelse i befolkningen over, at de tidligere magthavere er gået af efter de seneste måneders demonstrationer.

»Folk er jo stadigvæk usikre, men det går i den rigtige retning ifølge befolkningen, men jeg vil nok alligevel vove den påstand, at det værste er overstået,« siger Henrik Melder.

For knap to uger løb Colombo tør for brændstof til almindelige bilister. Kun busser, tog og udrykningskøretøjer blev fritaget, ligesom biler, der transporterer fødevarer, er det.

Henrik Melder med sin kone Dona. De har været gift i ti år. Foto: Privat
Henrik Melder med sin kone Dona. De har været gift i ti år. Foto: Privat
Vis mere

»Vi kører kun lige nøjagtig det, der skal køres og ikke en centimeter mere end det,« siger han og fortæller om de daglige strømafbrydelser.

»Vi har strømafbrydelse cirka tre gange om dagen. Når de gør det, sveder jeg ad helvedes til, men hellere det end at fryse,« lyder det med et grin.

Men der er snart ved at være grund til optimisme, hvad angår brændstof ifølge Henrik Melder.

»Nu begynder brændstoffet snart at komme, og så må turisterne også gerne tage at komme herned igen,« siger han.

Men når man ikke kan få brændstof til at komme rundt i landet, så skal man som turist tænke sig om, mener Henrik Melder.

»Jeg advarer folk mod at komme herned, fordi de ikke kan komme rundt hernede. På grund af den nuværende brændstofsituation, kan det være svært at komme rundt for turisterne,« fortæller han.

Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Sri Lanka på grund af sikkerhedssituationen i landet. De vurderer, at man bør have helt særlige grunde til at rejse til landet, før man tager af sted.