25-årige Caroline fra Danmark arbejder meget tæt på den café i australske Sydney, som i øjeblikket danner rammen om et gidseltagningsdrama.

»Vi fik pludselig at vide, at vi skulle holde os indendøre og væk fra åbne vinduer,« siger Caroline, der arbejder i et større, internationalt firma. Hun ønsker at være anynom, men fortæller til BT:

»Alle blev bange og chokerede, for vi havde da tænkt, at det ikke kunne være så slemt. Så er der pludselig lukket over det hele, og det er overalt i nyhederne, og på Twitter, Facebook og Instagram. Så alle blev bange.«

Læs også:

Gidseltagningen foregår på chokoladecafeen Lindt Café, som serverer chokolade af høj kvalitet til forretningsfolkene i Sydneys Central Business District (CBD). Caroline fortæller, at hun selv har været på caféen og endda haft sine forældre med.

»Jeg har Skypet med mine forældre, som var utrygge ved situationen og ville høre, om jeg var okay. De har selv været på caféen, når de har besøgt mig, så det er lidt underligt at tænke på, hvad der nu sker derinde.«

Læs også:

Hun fortæller, at hun på trods af isoleringen kunne arbejde videre i de første par timer.

»Senere på dagen var mere af byen lukket ned, så der var blevet arrangeret tog ud af byen. Men togstationer og broer havde været lukket, så de transportruter skulle åbnes igen,« siger Caroline, der er chokeret over, at sådan noget kan ske i Sydney.

»Jeg har boet i Sydney i mere end fire år og, om det har været klokken tre om eftermiddagen eller tre om natten, har jeg aldrig nogensinde følt mig usikker. Det var utrolig trist at tage toget hjem i dag. Men folk sad ikke med deres mobiler fremme, som de plejer at gøre. De sad og prøvede at opmuntre hinanden, som de nu kunne, og det var rart at se, at man stadig kan holde sammen, når der sker sådan noget.«

Caroline har ikke ønsket at fremtræde med efternavn. BT er bekendt med hendes fulde navn og identitet.