Flere spanske medier, heriblandt Naciódigital, skrev lørdag om en trafikulykke ved den spanske by Vidreres, hvor mindst fire skulle være omkommet, og yderligere to personer var meldt i kritisk tilstand. Det forlød også, at en sort Renault Trafic med dansk nummerplade var involveret. Den oplysning bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice over for B.T.

»Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk statsborger er omkommet i Spanien. De pårørende er underrettet. Da vi har tavshedspligt i personsager, kan vi ikke oplyse yderligere,« lyder meldingen fra Udenrigsministeriets Borgerservice søndag morgen.

Kender du noget til sagen? Tip journalisten på bopo@bt.dk eller via Facebook.

Ulykken fandt sted på vejen C-63 ved byen Vidreres i det nordlige Spanien. Billeder fra ulykkesstedet viser, at begge implicerede vogne er totalsmadret. Politiet har også vurderet, at der blev kørt væsentligt hurtigere end de tilladte 60 kilometer i timen på strækningen, da dødsulykken fandt sted. Det gør de, fordi den ene bils motor blev fundet 20 meter væk fra ulykkesstedet.

Hvorvidt den dræbte dansker er en af de fire omkomne, som Naciódigital beskrev i deres nyhed lørdag, eller om vedkommende er en af dem, som i første omgang blev meldt kritisk såret, fremgår ikke af artiklen.