Udenrigsministeriet opfordrer danskere i Indien til at holde sig væk fra landets vestkyst på grund af cyklon.

Kraftig vind og risiko for voldsom regn og kaos i trafikken.

Cyklonen Vayu har kurs mod Indiens vestkyst, og derfor advares turister mod at opholde sig i de områder, der bliver ramt.

Udenrigsministeriet i Danmark har onsdag opdateret rejsevejledningen vedrørende Indien på sin hjemmeside med en varsel målrettet danskere, der opholder sig i landet.

Cyklonen Vayu forventes at ramme Indiens vestkyst onsdag og torsdag.

'Ud over kraftig vind er der risiko for voldsom regn, strømafbrydelser og trafikale problemer. Mindre veje kan være blokeret, og flyafgange til lufthavnene i området kan være påvirket af vejret. Hold dig så vidt muligt væk fra kysten og følg altid myndighedernes anvisninger,' skriver Udenrigsministeriet.

Ifølge Udenrigsministeriet skal danskere være 'ekstra forsigtige' i hele Indien.

Ikke-nødvendige rejser frarådes til delstaterne Manipur og Tripura.

Alle rejser frarådes til delstaterne Jammu og Kashmir – dog undtagen Ladahk-distriktet og rejser med fly til Jammu by.

Desuden frarådes alle rejser til grænseområderne til Pakistan undtagen Wagah-grænseovergangen og byerne Amritsar og Jaisalmer.

Ifølge The India Meteorological Department – Indiens meteorologiske institut – forventes cyklonen Vayu at ramme med vindstyrker på mellem 155 og 165 kilometer i timen og vindstød på op til 180 kilometer i timen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det meteorologiske institut forventer også, at cyklonen vil medføre bølger, der er mellem 3,5 og 5,3 meter høje.

Både Indiens luftværn, kystvagt og søværn er i højeste beredskab, og 36 team fra Indiens katastrofeberedskab er ifølge AFP blevet udsendt til kystområderne.

Det er anden gang i år, at en cyklon rammer Indien. I maj mistede cirka 80 personer livet, da cyklonen Fani ramte det østlige Indien og Bangladesh.