Mens danske soldater er eksperter i oprørskrig, er de dårligt rustede til konventionelle krige, viser rapport.

Udsendelserne til Irak og Afghanistan har skabt soldater, der er eksperter i oprørskamp. Men de færdigheder, der skal bruges i mere konventionelle krige, er gået i glemmebogen.

Det fremgår af en rapport fra en af Hærens interne kontrollanter, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Her påpeges det, at når det gælder færdigheder som camouflage, at bevæge sig i terrænet eller gå i skjul, så er der plads til forbedring.

De manglende færdigheder kan få fatale konsekvenser for danske soldater, lyder advarslen i rapporten fra Hærens Taktikinspektør.

Det skyldes, at et nyt og militært helt anderledes trusselsbillede har tegnet sig gennem de seneste år.

For mens de danske soldater i mere end et årti har beskæftiget sig med oprørsbekæmpelse i Irak og Afghanistan, kan den nuværende trussel fra Rusland i fremtiden kræve artilleri, kampvogne og kampfly.

- Det kan koste soldater livet. Vi risikerer simpelthen at lide tab, hvis ikke der kommer mere fokus på det, siger major Peter Grandahl, næstkommanderende ved Center for Landmilitære Operationer på Forsvarsakademiet, til Berlingske.

I rapporten lægges der særlig vægt på, at der er mangler inden for de såkaldte "overlevelsesforanstaltninger". Det vil sige færdigheder, som beskytter mod fjendtlig beskydning.

Hos chefen for Hærkommandoen, generalmajor Kenneth Pedersen, kommer rapporten dog ikke som en overraskelse.

- Det er jo ikke noget, der er nyt for os, forstået på den måde, at der er ikke noget, som er gratis. Du bruger den tid, du har, på det, som er vigtigst, siger han til Berlingske.

- I Afghanistan lå truslen på jorden - derfor var det det, vi brugte tiden på, siger han og pointerer, at Taliban hverken havde artilleri eller kampfly.

I dag uddanner man soldaterne med henblik på det aktuelle trusselsbillede, tilføjer han.

/ritzau/