Mens danske Marie Nielsen, der er bosat i London, sad på arbejde og talte i telefon, kunne hun pludselig høre, at folk nede på gaden begyndte at skrige.

Da hun kiggede ud ad vinduet, kunne hun se omkring 200-300 mennesker sprinte ned ad Oxford Street, hvor hendes kontor er. Det fortæller hun til BT.

»En masse folk begyndte at skrige og løbe væk. De løb ind i butikker, og de ringede på døren til vores kontor for at komme ind,« siger hun.

Sent fredag eftermiddag rykkede politiet i London ud til en 'hændelse' på Oxford Street og undergrundsstationen Oxford Circus - omkring 50 meter fra Marie Nielsens kontor. I begyndelsen bad politiet alle borgere på stedet om at forlade området og søge ind i bygninger, dog uden at fortælle, hvad hændelsen gik nærmere ud på.

29-årige Marie Nielsen befandt sig ganske få meter fra der, hvor en 'hændelse' ifølge politiet fandt sted i London.
29-årige Marie Nielsen befandt sig ganske få meter fra der, hvor en 'hændelse' ifølge politiet fandt sted i London.
Vis mere

Tidligt fredag aften oplyser Metropolitan Police i en pressemeddelelse, at man rykkede ud, fordi man modtog meldinger om skud på den travle shoppinggade.

Politiet rykkede ud til hændelsen, som var den 'terrorrelateret', oplyses det i pressemeddelelsen.

Til BT fortæller 29-årige Marie Nielsen, der arbejder som senior business developer hos firmaet Adia, at hun med det samme fik fornemmelsen af, at det var noget helt galt, da hun hørte folk begynde at skrige.

»Nu sidder vi bare bagerst på vores kontor og følger med i nyhederne,« siger hun.

Omkring 25 var på arbejde med hende, da det skete. Nu sidder de omkring 50 samlet, da både voksne og børn søgte ly hos dem for at komme væk fra gaden.

»Folk er kede af det og bange. Jeg er selv bange, og det er ikke særligt sjovt at tænke på, at det snart er julesæson, hvor gaden bliver ekstra travl. Man har jo sine bekymringer, så det er ikke det sjoveste sted at arbejde i disse tider,« siger Marie Nielsen.

»Men indtil videre er meldingen herfra, at vi er i sikkerhed.«

Den travle shoppinggade blev hurtig tømt, fortæller hun.

»Busserne på gaden er blevet tømt, og der er nærmest ingen mennesker på gaden lige nu. Der er også spærret helt af,« siger Marie Nielsen.

»Men det virker til, at det umiddelbart er stilnet af. Der virker rimelig roligt lige nu. I hvert fald er politiet til stede, og de var her hurtigt. Så føler man sig lige lidt mere sikker, når de rykker ud så hurtigt.«

I en pressemeddelelse oplyser politiet, at man indtil videre ikke har fundet spor af skud. Ligeledes er der ikke fundet nogle mistænkte eller sårede, og man formoder derfor, at der var tale om en falsk anmeldelse.