Lotus Bech har sammen med B.T. for første gang besøgt sit nedbrændte hus, hvor stort set alt er forvandlet til aske.

Siden danske Lotus Bech lørdag morgen fik beskeden om, at hendes hus i Malibu i det sydlige Californien var brændt ned til grunden, har hun forsøgt at holde sammen på sig selv og vænne sig til tanken om, at hun har mistet alle sine ejendele.

Lørdag var også hendes 27-års fødselsdag.

Omgivet af sin amerikanske kæreste og gode venner har hun indtil nu opholdt sig flere timers kørsel væk fra Malibu, men sammen med B.T. kører hun tilbage til sit hus for at se, om der er noget, der har overlevet flammerne.

Myndighederne anslår, at i alt 483 ejendomme er brændt ned i Malibu. Det hus, danske Lotus Bech boede til leje i, er et af dem.
Myndighederne anslår, at i alt 483 ejendomme er brændt ned i Malibu. Det hus, danske Lotus Bech boede til leje i, er et af dem.
Vis mere


Med i bilen er også Lotus' kæreste, Wildan, hans bror David og bedsteveninden, Isabella, der oprindeligt bare var på besøg fra Danmark for at fejre Lotus' fødselsdag.

Allerede da vi nærmer os den dal, hvor Lotus Bechs 200 kvadratmeter store hus lå for kun få dage siden, er det tydeligt, at der er tale om et område, der har været ekstremt hårdt ramt.

»Normalt plejer det at ligne, at man er i Jurassic Park eller en jungle. Så grønt var det før,« siger Lotus Bech, mens hun kigger uforstående ud ad bilruden på de golde, afbrændte bjergtoppe.

Men da vi nærmer os hendes hus, forandrer landskabet sig endnu mere. Alt skifter med ét til en farveskala, der kun består af nuancerne sort, grå og hvid.

For ganske få dage siden lignede Lotus Bechs' hjem i Malibu noget, der var som taget ud af et boligmagasin. I dag ligger den 27-årige danskers hus og minder i ruiner.
For ganske få dage siden lignede Lotus Bechs' hjem i Malibu noget, der var som taget ud af et boligmagasin. I dag ligger den 27-årige danskers hus og minder i ruiner. Foto: Privatfoto
Vis mere

Også Lotus Bechs hus, som hun har lejet siden marts, er fuldkommen forvandlet, og et syn af ruiner kommer hende i møde, da hun langsomt går op ad indkørslen.

Hun stiller sig i det, der tidligere var en døråbning i ydermuren, og betragter havet af murbrokker og aske, der ligger foran hende.

Lotus Bech havde især håbet, det ville være muligt at finde en fingerring, der stammer fra hendes tipoldemor, men konstaterer hurtigt, at hvis der er ting, der har stået imod ilden, kan de ligge begravet flere meter under asken.

»Det er slet ikke til at forstå, at man den ene dag kan have alt, og pludselig står jeg her og har ingenting. Heldigvis er jeg i live, og det er min kæreste, mine venner og mine dyr også, og så må man bare starte derfra,« konstaterer Lotus Bech.

27-årige Lotus Bech er opvokset i den nordsjællandske by Gribskov, men har boet i Los Angeles i 10 år, hvor hun har arbejdet som model, skuespiller, interiør designer og yogainstruktør. De seneste tre år har hun boet i Malibu nord for selve Los Angeles.
27-årige Lotus Bech er opvokset i den nordsjællandske by Gribskov, men har boet i Los Angeles i 10 år, hvor hun har arbejdet som model, skuespiller, interiør designer og yogainstruktør. De seneste tre år har hun boet i Malibu nord for selve Los Angeles.
Vis mere