Krigsveteraner fra hele verden er denne uge samlet i Sydney, Australien, hvor de dyster i Invictus Games.

Sydney. 25 danske mænd og kvinder med ar på sjæl og krop deltager i disse dage i det internationale sportsstævne Invictus Games i Sydney, Australien.

Her dyster mere end 500 krigsveteraner fra 18 nationer i 12 forskellige discipliner fra kørestolstennis til golf og bueskydning.

Mange af deltagerne har fysiske skader og sidder i kørestol. Men en stor del af deltagerne lider af skader, som er svære at se. De psykiske skader.

En af dem er 42-årige Johan Høeg Hansen, der er udtaget til bueskydning og sejlads. I 1996 var han udsendt til Kosovo og i 2009 til Afghanistan. I dag er han diagnosticeret med den psykiske lidelse posttraumatisk stress (ptsd).

Steder med mange mennesker er ofte uoverskuelige, og derfor er alene det at være med til Invictus Games en sejr for den tidligere helikopterpilot, beredskabschef og politimand.

- Når man har ptsd, er man konstant på vagt. Ens hjerne er i kampberedskab og leder altid efter flugtveje. Det fungerer i en krigszone, men ikke i en hverdag i Danmark, fortæller han.

Søndag nåede Johan Høeg Hansen længere, end han havde turde håbet på.

Sammen med tre holdkammerater sejlede han sig til en sølvmedalje, mens et heppekor bestående af knap 50 danskere, heriblandt stolte familiemedlemmer, stod på bredden og sang slagsange og viftede med dannebrogsflag.

Og især sejladsen har taget ham med storm.

- Igen er jeg en del af et fællesskab. Der er nogen, der er afhængige af én, og man gør en forskel. Groft sagt kan man jo sammenligne det lidt med at være i en kampvogn.

- Vi har alle hver vores individuelle positioner og arbejdsopgaver, men i sidste ende er vi afhængige af hinanden for at lykkes, forklarer Johan Høeg Hansen.

Invictus Games så dagens lys i 2014, da de første lege blev afholdt i London, Storbritannien. Initiativtageren er den britiske prins Harry, som selv har været udsendt til Afghanistan to gange.

Han fik idéen efter at have overværet de amerikanske Warrior Games i 2013. Her så han, hvad sport kan gøre for krigsveteraner.

Året efter var Invictus Games en realitet med op mod 400 deltagende veteraner fra 13 nationer.

Målet er ifølge prins Harry ikke at tage hjem med guld-, sølv- eller bronzemedaljer om halsen, men i stedet at udvikle sig personligt.

/ritzau/