En ung dansk kvinde oplevede natten til mandag det værst tænkelige mareridt i Frankrig.

Kvinden og en norsk veninde deler en lille lejlighed i hjertet af sydfranske Montpellier. Natten til mandag blev de begge brutalt overfaldet i hjemmet.

En bevæbnet, maskeret mand bankede på deres dør ved midnat og foregav at være deres overbo. Han truede kvinderne med sit våben, bandt dem med tøj, gennemsøgte lejligheden, stjal deres smykker, deres kontanter og koderne til deres kreditkort.

Derefter voldtog han en af ​​pigerne. Først efter to timer forlod han lejligheden. Det er usikkert, hvilken af pigerne han voldtog.

- De er meget chokerede, siger Brice Robin, offentlig anklager i Montpellier til franske Midi Libre.

De to 19-årige piger slap hurtigt fri og ringede straks 112. Efter at kvinderne var kørt til et nærliggende sygehus til behandling, blev de afhørt af politiet.

Tirsdag påbegyndte statsadvokaten en efterforskning, som ledes af det lokale politi. Overfaldet anses af politiet for at være særdeles brutalt. Politiet afventer nu DNA-analyser og håber, at det kan bidrage til en opklaring.

Sent tirsdag aften havde Udenrigsministeriet endnu ikke været i kontakt med den unge danske kvinde.

- Men jeg regner med, at ambassaden i Paris kommer i kontakt med hende i morgen, onsdag, siger vagthavende i udenrigsministeriet til bt.dk

Samtidig med det brutale overfald i Patch blev en anden dansk student angrebet i et ungdomsherberg et andet sted i samme by. I dette tilfælde blev gerningsmanden pågrebet med det samme. Det drejer sig om en 50-årig mand.