Den Grammy-nominerede danske superproducer og sangskriver og forhenværende X Factor-dommer Soulshock var i weekenden i livsfare, da han rejste fra sit hjem i Los Angeles til København.

Siden Soulshock permanent flyttede til USA i starten af 90'erne, har han foretaget rejsen fra Los Angeles til sit hjem i København og familien i Aalborg utallige gange.

Men denne gang var det nært gået galt.

Efter en rejse på 36 nervepirrende timer er Soulshock sammen med sin søn Nicolaj endelig vel ankommet til København. Men det var en flyrejse som ingen anden.

Og i en snak med BT fortæller den tydeligvis stadig rystede Carsten Schack (Soulshocks borgerlige navn):

»Det startede godt. Nicolaj og jeg hyggede os på vores fine pladser. Men så gik det galt. Jeg kunne se, at den venstre motor pludselig stoppede. Og det var ikke engang det værste. Olien begyndte således også at sprøjte ud på siden af flyet og på vinduerne. Og så tænker man selvfølgelig: 'olie, gnist, ild - ti kilometer over jordens overflade'. Og så blev jeg rigtig bange. Men af én eller anden årsag blev jeg ikke så bange, som jeg ellers ville forvente. Nicolaj rystede tilgengæld af skræk. Og jeg forsøgte at holde mig rolig.«

Imens panikken således spredte sig blandt passagererne, gjorde personalet deres bedste for at virke rolige. Men nødsituationen var ifølge Soulshock tydelig. Således dykkede piloten ned under skyerne og han hævede angiveligt flyets fart fra godt 700 kilometer i timen til 900 kilometer i timen.

Da nødsituationen indtraf, var maskinen over Grønland. Og efter en time og 12 minutters gyser-flyvning, landede flyet sikkert på Island, hvor de blev mødt af brandbiler og ambulancer.

I februar 2015 mistede Soulshock sin amerikanske kone Maxee ved en tragisk ulykke i hjemmet.

Læs hele Soulshocks nervepirrende beretning i BT tirsdag