Det får konsekvenser, hvis Iran rammer Israel med de missiler og droner, som landet lørdag har sendt afsted.

Det siger forsvars- og sikkerhedsanalytiker Jacob Kaarsbo, mens fartøjerne er i luften med retning mod Israel.

Både Israels militær og Irans Revolutionsgarde har lørdag aften bekræftet, at sidstnævnte angriber mål i den jødiske stat.

»Det tyder på, at iranerne virkelig forsøger at ramme selve Israel. Det bliver alvorligt, for så slår Israel hårdt tilbage mod Iran,« siger Kaarsbo.

»Jeg tror, at Israel har udpeget militære mål i Iran, som de vil ramme rigtig, rigtig hårdt.«

Fra en amerikansk kilde lyder det, at man forventer et sted mellem 400 og 500 droner sendt afsted mod Israel fra forskellige områder i Mellemøsten.

Iran har længe været involveret i konflikten mellem Israel og den palæstinensiske terrororganisation Hamas, som blussede op 7. oktober sidste år i forbindelse med et terrorangreb på Israel.

Selv kalder Irans Revolutionsgarde det igangværende angreb gengæld for et israelsk angreb på et iransk konsulat i sidste uge.

Kaarsbo mener, at der længe har kørt en krig »på lavt blus« i Mellemøsten mellem forskellige parter. Med aftenens angreb kan der blive skruet op for intensiteten, siger han.

»Det betyder, at det, jeg har kaldt en stor krig i Mellemøsten på lavt blus, er på højt blus.«

B.T.s Mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, mener, at det bliver spændende at holde øje med, hvad USA vil gøre, eftersom der også er amerikanske tropper i regionen, og USA for nylig har bekræftet sin fortsatte støtte til Israel.

Kaarsbo vurderer, at USA vil hjælpe Israel med at få skudt missiler og droner ned.

»Jeg er stadigvæk skeptisk i forhold til, hvor meget iranerne kan udrette,« siger analytikeren.

»Men jeg kunne godt forestille mig, at israelerne slår igen uanset hvad.«