Det er imod EU's regler, at Danmark afviser at omlægge gæld for borgere, fordi de bor i et andet EU-land.

EU-Domstolen fastslår torsdag, at det strider imod EU-traktaten, når man i Danmark afviser ansøgninger om gældssanering med den begrundelse, at ansøgeren ikke har dansk bopæl.

Det slår domstolen fast i besvarelsen af spørgsmål fra Østre Landsret. Det knytter sig til en verserende sag mellem den danske stat og en skyldner. Vedkommende har stiftet gæld i Danmark, men bor i Sverige.

Ifølge EU-Domstolen kan det "afskrække en insolvent arbejdstager fra at udøve sin ret til fri bevægelighed" at gøre gældssanering direkte afhængig af, om en skyldner bor uden for det land, hvor gælden er stiftet.

Den konkrete sag omhandler en skyldner, der har stiftet gæld i Danmark siden 1999. Personen har fået afslag på gældssanering, fordi personen bor i Sverige.

Den danske regel beror sig på, at Sø- og Handelsretten, som man ansøger om gældssanering hos, skal kunne tjekke ansøgerens økonomiske forhold, inden der bevilges hel eller delvis gældssanering.

Retten skal sikre, at ansøgeren ikke realistisk kan tilbagebetale gælden. Bor personen uden for Danmarks grænser er det ikke muligt af få den nødvendige afklaring om de økonomiske forhold, har argumentet været fra dansk side.

Men den køber EU-Domstolen ikke. Den slår fast, at reglen i sin nuværende form ikke opfylder et legitimt formål, der kan opveje, at den strider imod EU-traktatens bestemmelser.

/ritzau/