Anne-Mette Gravgaard blev i 1975 gift i Notre Dame. Hun fortæller, at det er surrealistisk at se det brænde.

For kunsthistoriker og præst Anne-Mette Gravgaard gør det ondt at se katedralen Notre Dame i flammer.

Hun blev selv gift i kirken i 1975, og hun er ikke i tvivl om, at det er en af de vigtigste kirker i verden.

- Det er fuldkommen ufatteligt at se et sted, som man også følelsesmæssigt er så forbundet med - og naturligvis ligesom hele resten af verden opfatter som den måske væsentligste bygning i hele Europa - gå op i flammer.

- Det kan man slet ikke forstå, siger Anne-Mette Gravgaard, der har set billeder fra branden på tv.

Mandag aften står store flammer op fra den ikoniske katedral i Paris, der blev begyndt bygget for mere end 850 år siden. Både taget og spiret på Notre Dame er kollapset.

- Det, at se spiret falde ned det sted hvor man selv har stået foran et alter, er dybt surrealistisk, siger Anne-Mette Gravgaard.

Billeder fra fransk tv har vist, at tårnet var omspændt af flammer, og at det brændte under en del af taget. Tyk røg vælter op fra det historiske bygningsværk, som hvert år besøges af millioner af mennesker.

/ritzau/