To danskere har mistet livet i et flystyrt i Alperne, skriver det lokale medie Schweiz Magazin. En 59-årig kvinde og hendes 20-årige søn mistede livet fredag, da det lille propelfly, som de befandt sig i, på tragisk vis forulykkede i Alperne.

Udenrigsministeriet Globale Vagtcenter bekræfter over for B.T., at to danskere har mistet livet i Schweiz.

'Udenrigsministeriet kan bekræfte, at to danske statsborgere er omkommet i Schweiz. De pårørende er underrettet. Da Udenrigsministeriet har tavshedspligt i personsager, kan vi ikke oplyse yderligere,' skriver det i en e-mail til B.T.

Også en 54-årig schweizisk pilot og dennes 21-årige søn, som begge er bosat i hjemlandet, omkom i flyulykken. De to danskere er ifølge det schweiziske medie bosiddende i Danmark.

Ved du noget om sagen, så vil B.T. meget gerne i kontakt med dig via 1929 eller på Facebook.

B.T. fortalte lørdag, hvordan alle fire mennesker om bord mistede livet, da deres lille fly under en fornøjelsestur fløj ind i en gletsjer i området omkring bjerget Dunantspitze i de schweiziske alper. Kort inden ulykken var flyet gået ned i 3300 meters højde i et område i kantonen Wallis, hvor bjerget Dunantspitze ligger. Flyet var et lille firepersoners fly fremstillet af den franske flyfabrikant Robin.

Flyet var kl. 15.37 lettet fra Sion Lufthavn, men 68 minutter senere - kl. 16.45 - opfangede de schweiziske luftfartsmyndigheder et alarmsignal om styrtet. Straks efter ulykken sendte den schweiziske redningstjeneste derfor et redningshold til ulykkesstedet. Her fandt de piloten og de tre passagerer dræbt.

»Omstændighederne omkring ulykken er endnu ikke fastslået,« lød det fra politiet umiddelbart efter ulykken.

Der er nu indledt en undersøgelse af, hvad årsagen til den tragiske flyulykke er, men resultatet foreligger endnu ikke, oplyser en talsmand fra kantonpolitiet i Wallis tirsdag formiddag til B.T.

»Derfor har vi foreløbig ikke yderligere information om årsagen til ulykken eller om relationen mellem de fire dræbte,« tilføjer politiets talsmand.

De nærmere omstændigheder omkring flystyrtet bliver efterforsket af den schweiziske havarikommission SUST i samarbejde med det lokale politi og anklagemyndighed.