EU-Kommissionen vurderer, at september er tids nok til at skærpe klimamål. Men flere EU-lande vil ikke vente.

Skal Europa vise vejen mod en CO2-neutral klode, er det tvingende nødvendigt, at EU ikke halter bagefter på løfterne om handling.

Det mener den danske regering, og klimaminister Dan Jørgensen (S) kan ikke leve med, at EU-Kommissionen foreløbig har udsat en plan om at skærpe et reduktionsmål for 2030.

- Det er simpelthen for sent, at EU-Kommissionen kommer med et udspil til 2030-målet i september. Vi skal have det tidligere, siger han efter et EU-møde om klima torsdag.

Derfor vil ministeren "tage Timmermans på ordet".

På et EU-møde med Jørgensen og andre utålmodige ministre, forslog EU's klimakommissær, Frans Timmermans, torsdag, at landene kan vælge at gå foran og selv fastsætte et nyt 2030-mål.

- Hvis der er vilje til det blandt landene, kan man gå videre selv. Så kan man lade være med at vente på, at der kommer et forslag fra EU-Kommissionen. Det var der flere rundt om bordet, der sagde, siger Jørgensen.

Timmermans fremlagde onsdag et udspil til en klimalov. Her sagde han, at 2030-målet først kan præsenteres i september.

Det handler for regeringen om, at EU skal være klar med et ambitiøst reduktionsmål for 2030, når verdens lande er samlet til FN-klimamøde i Glasgow i november.

Timmermans siger, at det er umuligt at udarbejde en nødvendig konsekvensanalyse før september. Han vil ikke skynde det igennem. Samtidig siger han, at det handler om at "finde den rette landingszone".

Det er kendt, at flere EU-lande er imod et mål om 55 procents CO2-reduktion om ti år, som også Danmark går efter i EU-regi. Det gælder blandt andet Polen.

Også Tyskland har problemer med at nå det. Det viser to helt friske tyske regeringsrapporter, som dog samtidig afslører, at koalitionens klimapakke vil bringe Tyskland til en reduktion på mellem 51 og 52 procent.

Dan Jørgensen overvejer, om EU-landene i konklusioner fra et ministerrådsmøde kan fastsætte et skærpet 2030-mål.

- Det er det, som jeg har tænkt at gå videre med, siger han.

Klimaministeren siger, at han torsdag har talt med flere EU-lande om det, og at der er "stor opbakning" til at handle på 2030-målet nu, da mange EU-lande presser på for at få det højere op.

Timmermans mener, at EU kan nå i mål før Glasgow, selv hvis et forslag først fremsættes i september.

- I september vil I se, at vi kan være klar til COP26, sagde hollænderen onsdag.

Ifølge EU-mediet Euractiv vil EU-Kommissionen med sin konsekvensanalyse forsøge at vise, at en reduktion på 55 procent vil koste det samme eller tæt på den forventede pris for de 40 procent, som er det nuværende mål.

/ritzau/