Det er mindre end et år siden, at danske soldater opretholdt lov og orden i Helmand-provinsen i Afghanistan. Nu bruges en af de tidligere danske baser angiveligt til at gro opium.

AFGHANISTAN: Den norske tv-station NRK har besøgt den afghanske Helmand-provins, hvor de danske tropper patruljerede under krigen i Afghanistan. Her konstaterer de norske journalister, at en af de forhenværende danske militærbaser nu bruges til at dyrke opium.

NRK har talt med en lokal indbygger, Noor Ali, der bruger jorden til at dyrke opium. Han er rasende på de danske tropper.

»De har fuldstændig ødelagt jorden. Det er ikke andet end grus og sand. De lovede at betale erstatning, men latterliggjorde mig bare, da de rejste,« siger Noor Ali til NRK. Han bruger nu området til at gro opium.

Hærens Operative Kommando (HOK) bekræfter over for Berlingske Nyhedsbureau, at der er tale om den tidligere danske lejr Sandford nær Rahim.

»Jeg kan bekræfte, at vedkommende, som den norske journalist har talt med, har skrevet under på en erklæring, hvor han udtaler, at det er den forhenværende danske Sandford-lejr, hvor der dyrkes opium,« siger major Erik Bøttger.

Erik Bøttger vil dog ikke lægge hovedet på blokken og konstatere, at den forhenværende danske militærlejr også bruges som opiummark.

»Jeg kan ikke bekræfte, at det rent faktisk foregår, da danske soldater ikke er operativt indsat i det område. Der bliver dog groet opium i store dele af dalen, og det er da sandsynligt, at det også foregår i det omtalte område, men jeg kan ikke bekræfte det,« siger han.

Hovedparten af de danske soldater forlod Helmand sidste år, hvor de satte punktum efter knap 12 års tilstedeværelse i Afghanistan.

42 danske soldater har mistet livet under krigen i Afghanistan, men Erik Bøttger mener ikke, at det devaluerer den danske krigsindsats, når der i dag dyrkes opium i det område, hvor danske soldater kæmpede - og døde - for demokrati og frihed for det afghanske folk.

»Jeg kan ikke svare for hver enkelt soldat, men for mit eget vedkommende kan jeg sige, at selv om jeg har været i Green Zone i flere måneder, så rør det ikke mig, hvis der dyrkes opium i en tidligere dansk militærbase. Det, der til gengæld rør mig, er, at Afghanistan netop har gennemført et valg med høj valgdeltagelse. Det glæder mig, at de opbygger landet. At de så gør det på deres egen måde, må man acceptere,« siger Erik Bøttger.

40 procent af verdens opium bliver ifølge NRK dyrket i Afghanistans Helmand-provins.