Den britiske dreng Ben Needham forsvandt sporløst under en ferie på den græske ø Kos for 25 år siden. Nu har den britiske regering afsat et kæmpe millionbeløb til jagten på Ben. Samtidig efterlyses en dansk kvinde, der kan have vigtige informationer i sagen.

Var du på den græske ø Kos i 1991, så er det måske værd at gå videobåndene, billederne og hukommelsen ordentligt efter i sømmene. For måske er det netop dig, der kan hjælpe til et gennembrud i sagen om den britiske dreng Ben, der forsvandt sporløst fra øen for 25 år siden, da han var blot 21 måneder gammel.

Har du oplysninger i sagen, vil BT meget gerne høre fra dig. Kontakt bt.dk på 1929@bt.dk eller sms til 1929.

I anledningen af 25-året for Bens forsvinden har den britiske regering netop afsat et beløb på 450.000 pund svarende til knap 4,3 millioner kroner til efterforskning af, hvad der skete med den lille dreng. Tidligere er der allerede blevet afsat omkring 6,6 millioner kroner, men med det nye beløb kan efterforskningen fortsætte en rum tid endnu. Samtidig efterlyses en dansk kvinde, der kan have vigtig viden.

Sagen om den britiske dreng tager sin begyndelse i sommeren 1991, hvor han sammen med sine forældre og bedsteforældre ferierede på den græske ø Kos. Bedsteforældrene var ved at renovere et hus på øen, og Ben og hans mor, Kerry Needham, ankom til øen i april.

Og det gik rigtig fint – lige ind til den 24. juli 1991. Kerry Needham var taget på arbejde på hotellet Palm Beach ved Kos By, og Ben blev passet af mormor Christine Needham. Sammen var de taget ud til huset, et øde landsted ved landsbyen Irakles, som Bens morfar, Eddie Needham, var ved at renovere.

Ben løb rundt og legede ude i haven, men pludselig var han væk. Pist forsvundet.

Bedsteforældrene troede først, at Bens onkel var kommet forbi og havde givet den lille dreng en tur på sin motorcykel, som han havde gjort så ofte før. Så derfor gik de ikke i panik.

Men da onklen kort tid senere dukkede op uden Ben, bredte panikken sig. Det har den britiske journalist Mark Witty fra ITV fortalt til BT. Han har skrevet om sagen og fulgt familien Needham gennem mange år.

Trods en storstilet eftersøgning i lokalområdet og på hele Kos, fandt man aldrig Ben. Også de internationale medier skrev om drengen, men heller ikke det gav pote. Og med tiden gik sagen i glemmebogen hos de fleste.

Lige indtil den lille britiske pige Madeleine McCann forsvandt under en ferie i Portugal i 2007. Det fik i første omgang medierne til atter at sætte fornyet fokus på Ben. Senere i takt med, at millionerne fossede ud af den britiske statskasse til efterforskningen af Madeleine-sagen, gik Ben Needhams familier mere offensivt til værks.

De kritiserede regeringen for at forskelsbehandle de to sager, hvilket i sidste ende førte til, at der også blev sat et beløb af til at genoptage efterforskningen af Ben Needhams forsvinden. I første omgang var det 700.000 pund svarede til 6,6 millioner kroner, og nu har politiet i South Yorkshire altså fået endnu endnu 4,3 millioner kroner til at fortsætte eftersøgningen, skriver Sky News.

Alan Billings fra South Yorkshire politis kriminal-afdeling udtaler til SkyNews, at han er glad for, at politiet nu har mulighed for at fortsætte eftersøgningen.

»De (politiet, red.) har arbejdet hårdt med at få de græske myndigheder ind i efterforskningen. De har fundet frem til mange nye vidner, og de har fundet andre nye spor,« siger han.

Trods det hårde arbejde er der dog endnu ikke kommet nogen afgørende spor.

Men som BT kunne fortælle forleden, efterforsker familien i øjeblikket et muligt dansk spor. Ifølge Mark Witty kan en kvinde, som muligvis er dansk, nemlig have vigtig information i sagen.

Ben Needhanms mormor Christine Needham er kommet i tanke om, at hun kort tid inden Bens forsvinden så en lyshåret kvinde med håret sat op i en knold, der filmede Ben på hotel Palm Beach ved Kos By på Kos.

»Jeg kan huske, at det var en varm dag på Kos, så det har været i juni eller juli 1991. Ben var i poolen på Palm Beach (hotellet, red.), og han fik alle til at le, da han legede med en kat, som han forsøgte at kaste i vandet,« har Christine Needham fortalt gennem Mark Witty i en mail til BT.

Ifølge Christine morede alle omkring poolen sig over den lille dreng, og en kvindelig turist filmede altså ligefrem seancen.

»Jeg hørte kvinden snakke, og det lød helt bestemt, som om hun talte dansk eller svensk – skandinavisk. Jeg gik ikke hen til hende, da jeg på det tidspunkt ikke var klar over, hvilken betydning det (videoen, red.) ville få,« skriver Christine Needham videre i mailen.

Iføge Christine Needham var kvinden mellem 30 og 45 år, hvilket altså betyder, at hun ville være mellem 55 og 70 år i dag

Der er intet, der umiddelbart tyder på, at den efterlyste kvinde skulle have noget at gøre med den lille drengs forsvinden, men familien vil meget gerne have den video, som hun optog – dels fordi de ikke har nogle andre videoer af den forsvundne dreng, og dels fordi der jo kan være optaget noget af efterforskningsmæssig relevans på videoen.

Familien Needham håber derfor, at de kan få fat i videoen:

»Ikke alle havde videokameraer i begyndelsen af 1990’erne – jeg tror, det var lidt luksuriøst, så forhåbentlig vil nogle huske, at de har filmet på Kos i sommeren 1991. Vi kan kun håbe på, at nogen vil huske det,« skriver Christine Needham i mailen til BT.

BT har spurgt politiet i South Yorkshire om de kan fortælle, hvilken efterforskningsmæssig værdi den omtalte video kan have for Ben-sagen.

En presseansvarlig fra politiet skriver følgende i en mail til BT.

’South Yorkshire Police efterforsker et større antal spor i forbindelse med efterforskningen af Ben Needham. Vi vil ikke give løbende kommentarer så længe, der bliver efterforsket.'