Var Lee Harvey Oswald alene om at slå den amerikanske præsident John F. Kennedy ihjel, eller fik han hjælp?

Det spørgsmål har for mange stået åbent, siden ‘JFK’ i en åben limousine i Dallas blev snigmyrdet ved et skud i hovedet for 54 år siden. Konspirationsteoretikere har aldrig stillet sig tilfreds med, at Lee Harvey Oswald, der selv blev dræbt blot to dage efter præsidenten, skulle have lykkedes med mordet på egen hånd. Derfor betragtes det som en af de største mordgåder i det 20. århundrede.

De 2.800 netop offentliggjorte dokumenter om drabssagen ser ikke ud til at lægge låg på spekulationerne. Tværtimod. Ifølge koldkrigsforsker og museumsdirektør på Koldkrigsmuseum Langelandsfort, Peer Henrik Hansen, kan særligt to dokumenter udlægges som om, at ‘nogen vidste noget.’

Således viser et af dokumenterne, at forbundspolitiet, FBI, noterede sig, at en journalist på den engelske avis, Cambridge News, fik et anonymt opkald 25 minutter før skuddene lød i Dallas den 22. november 1963. Journalisten fik besked på at kontakte den amerikanske ambassade i London, fordi der var ‘big news’ fra staterne. Derefter blev der lagt på.

»Hvis man skal puste til en konspirationsteori, så indikerer en advarsel 25 minutter før drabet jo, at Lee Harvey Oswald ikke handlede alene. Jeg tvivler på, at han selv ville gøre opmærksom på, at han ville skyde den amerikanske præsident. Det her antyder, at nogen har haft en viden,« siger Peer Henrik Hansen og fortsætter:

»Det er ikke til at sige, om telefonopkaldet har relevans for drabet, men i den kontekst at FBI har inkluderet det i dokumenterne om sagen, så er det interessant, og i det mindste er det et tegn på, at man har holdt alle døre åbne i efterforskningen. Man har virkelig kigget vidt omkring.«

Et andet dokument viser, at Lee Harvey Oswald mødtes kort før drabet med en KGB-agent.

Af papirerne fra dagen efter drabet, fremgår det, at Lee Harvey Oswald mødte KGB-agenten Valeriy Vladimirovich Kostikov på den russiske ambassade i Mexico City knap to måneder før Kennedy blev skudt. Kostikov var udadtil konsul på ambassaden, men ifølge dokumenterne var han identificeret som kendt agent for ‘Afdeling 13’ - en enhed, der var ansvarlig for sabotage og snigmord.

Efterretningen om mødet blev opsnappet efter en telefonsamtale, hvor Lee Harvey Oswald på gebrokkent russisk ringede til ambassaden den 1. oktober, hvor det af samtalen fremgik, at han havde besøgt ambassaden tre dage før - den 28. september.

Også disse omstændigheder kan læses som om, at Lee Harvey Oswald, der i en årrække boede i Sovjetunionen, indgik som en brik i et større spil.

»Det lægger i hvert fald til det bål, at Lee Harvey Oswald efter sin tid i Sovjet fortsatte med at have en relation til russerne. Der er sikkert nogle, der vil kunne læse det som et tegn på, at han måske ligefrem har handlet på russernes vegne,« siger Peer Henrik Hansen.

De hidtil hemmelige dokumenter om Kennedy-mordet blev offentliggjort af USA’s nationalarkiv natten til fredag dansk tid, efter at præsident George H.W. Bush i 1992 underskrev, at de mange papirer skulle offentliggøres senest 26. oktober i år.