Som EU-medlem er der både rettigheder og pligter, og de skal følges ad, siger Løkke på topmøde i Bruxelles.

Bruxelles. Danmark er enig i at knytte flere betingelser på udbetaling af støtte fra de europæiske pengekasser.

Sådan lyder det fredag fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved ankomsten til EU-topmødet i Bruxelles.

- Det er fair nok, hvis man har den form for konditionalitet, at bevillinger er knyttet op på, at man også efterlever de beslutninger, der er truffet, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Rettigheder og pligter skal følges ad, siger han.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har før topmødet sagt, at solidaritet går begge veje.

Hun vil ikke mindst have kriterierne for at modtage støtte fra EU's store strukturfonde ændret, så de i fremtiden afspejler viljen til at tage imod flygtninge.

Det tyske udspil er en reaktion på, at flere østeuropæiske lande, der modtager omfattende støtte, boykotter EU's tvungne omfordeling af flygtninge.

Lars Løkke Rasmussen mener også, at overholdelsen af retsstatens principper bør linkes til udbetaling af EU-støtte.

- Hvis man er medlem af EU, er man et fuldt medlem. Det medfører både rettigheder og pligter, og det skal man afbalancere, siger statsministeren.

- Jeg mener, at det er meget vigtigt, at vi sikrer, at alle - også Danmark - implementerer enhver beslutning, vi måtte tage i Europa, siger han.

På topmødet i Bruxelles tager de 27 lande, der bliver i EU, hul på diskussionen om fordelingen af magt og penge efter den britiske exit fra EU.

Danmark mener, at det samlede EU-budget må skæres ned, når briterne forlader samarbejdet.

Holdningen er, at de andre EU-lande ikke pludselig skal begynde at putte mange flere penge i kassen for at fylde hullet efter briterne ud.

På forhånd mente Danmark også, at de 73 pladser, som briterne i dag har i Europa-Parlamentet, bare skal fjernes.

Men nu er der lagt op til at give 27 ekstra pladser til 14 lande og gemme resten til fremtidige udvidelser.

Den rokade vil give Danmark 14 pladser i stedet for 13 i det parlament, der skal vælges næste år, og det er Lars Løkke Rasmussen godt tilfreds med.

Han siger, at Danmark i dag har for lille en repræsentation i Europa-Parlamentet.

- Derfor synes jeg på mange måder, at det er et fair kompromis, siger statsministeren.

- Jeg glæder mig selvfølgelig over, at vi som danskere - når vi skal stemme næste år - kan vælge flere kandidater, siger han.

/ritzau/