Gidseldramaet i Sydney skaber frygt på gaderne, fortæller den danske generalkonsul i den australske millionby. Flere gader omkring caféen er spærret af, men resten af byen er ved at åbne igen.

AUSTRALIEN: Det er tydeligt at mærke, at der hersker frygt blandt folk i Sydneys gader, hvor et gidseldrama siden natten til mandag dansk tid har udspillet sig. Det fortæller den danske generalkonsul i byen, Michael T. Hansen.

»Der er en stor usikkerhed omkring, hvorfor det her sker. Er det et enestående tilfælde, eller er der tale om noget større? Der opstår jo altid en frygt, og det er noget, vi har kunnet mærke på folk. Det er hele den her situation, hvor man ikke ved, hvad der sker omkring en, der skaber frygt,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Gidseldramaet indledtes kort før midnat dansk tid på caféen Lindt Chocolate Café i det centrale Sydney, hvor en enkelt mand tog et endnu ukendt antal personer som gidsler. Politiet har lukket flere bygninger omkring caféen, fortæller Michael T. Hansen, og desuden er Sydneys verdensberømte operahus blevet evakueret.

»Det er klart, at det skaber en frygt i sig selv, når man vælger at lukke et af verdens største ikoner, Sydney Opera House, helt ned. Der er ingen turister på pladsen foran, og det hele virker helt dødt. Det er jo slet ikke noget, folk er vant til,« siger den danske generalkonsul.

Der blev slået alarm om gidseltagningen omkring klokken 9.30 australsk tid, og sidst på eftermiddagen lokal tid er folk på vej hjem fra arbejde, så derfor er der begyndt at komme liv i gaderne igen, beretter Michael T. Hansen. Flere gader i andre dele af Sydney er ikke længere spærret af, og derfor er der flere steder i millionbyen, hvor alt forløber som normalt, oplyser han.

»Når sådan noget sker, går politiet ret stort ud og lukker hele bymidten ned. I løbet af dagen har politiet anbefalet folk at blive i deres bygninger i stedet for at være på gaden, og der er også lukket ned for trafikken i det meste af byen,« siger Michael T. Hansen.

»Men ligeså stille som dagen er gået, og man har fundet ud af, at det nok er et enkeltstående tilfælde, har man holdt gaderne omkring caféen lukket, mens resten er »business as usual«. Det vil sige, at de fleste folk er på gaden igen, og byen er ligeså stille ved at vågne op,« fortsætter han.

Derfor er der ifølge Michael T. Hansen også ved at være mere ro på.

»Australierne har altid været gode og trænede til at håndtere terrorlignende situationer. Derfor ser det hele meget stort ud, når politiet slår det op, men de har hele tiden nedjusteret, og nu er der liv tilbage på gaderne. Dog ikke lige i området omkring caféen,« siger han.