Rumfartsvirksomheden SpaceX' planer om at sende mennesker til Mars om otte år er realistisk, vurderer forsker.

København. Selv om det leder tankerne hen på en science fiction-film, virker forretningsmanden Elon Musks plan om at kolonisere planeten Mars og skabe en bæredygtig civilisation både seriøs og realistisk.

Der vurderer den danske Mars-forsker Kjartan Münster Kinch fra Niels Bohr Instituttet.

Elon Musk står i spidsen for rumfartsvirksomheden SpaceX. Han sagde tirsdag ved International Astronautical Congress i den mexicanske by Guadalajara, at han anser det for realistisk, at de første mennesker forlader Jorden i 2024.

- Det virker, som om de er godt på vej med at sende mennesker til Mars. Det er tydeligt, at SpaceX har en meget seriøs plan, og man skal tage det mere alvorligt end mange af de andre planer, der har været, siger Kjartan Münster Kinch.

Det mest oplagte tidspunkt at sende mennesker i en raket mod den røde planet er, når Jorden og Mars passerer hinanden. Det sker med 26 måneders mellemrum. Rejsen til planeten i det ydre rum tager i omegnen af et halvt år.

- Hvis noget går galt, er man derfor sat 26 måneder tilbage. Derfor vil jeg ikke sætte alt for mange penge på datoen, men jeg opfatter planerne som meget seriøse, siger forskeren.

Inden man sender de første marsboere afsted, vil det dog være en fordel at etablere en base på Månens overflade for at teste de tekniske systemer, så man er sikker på, at de virker, når de først bliver sendt til Mars.

- Den kæmpestore fordel ved Månen er, at hvis der pludselig er nogen, der ligger med blindtarmsbetændelse, eller en skrue knækker, så tager det to døgn at komme derop i stedet for et halvt år, siger Kjartan Münster Kinch.

- Af en eller anden grund er Mars mere sexet end Månen, og jeg kan da også godt se, at Mars er mere oplagt, hvis man forestiller sig, at en større gruppe mennesker skal bo deroppe, siger forskeren.

Det skyldes blandt andet, at døgnet minder om Jordens. Samtidig vil det være lettere at gro planter på Mars, fordi der er vand og mineraler i jorden. Månen er derimod helt tør.

- Atmosfæren er dog tynd, så det bliver forfærdeligt koldt om natten med minus 60 grader. Men om dagen kan der godt være omkring 20 grader. Derudover skal man gå med iltmasker og en eller anden form for trykdragt, når man er udenfor, siger Kjartan Münster Kinch.

Det er ikke kun Elon Musk og SpaceX, der interesserer sig for Mars som et rejsemål.

Det amerikanske rumagentur, Nasa, der forsker i, hvordan længere ophold i rummet påvirker menneskekroppen, har annonceret, at man vil sende mennesker til Mars inden 2030.

/ritzau/