Dansk forfatter har skrevet en bog bl.a. om sit møde med kvinden, der myrdede 300-400 i verdens mest kriminelle land, Honduras.
Tryllekunstner og forfatter Jesper Grønkjær fik en vanvittig idé. Sammen med vennen Thomas Vovemod Lütken ville han sprede smil i Honduras. Et land, dobbelt så stort som Danmark, gennemsyret af kriminalitet - og hvor der i snit begås 20 mord om dagen. Undervejs mødte han kvinden med den tvivlsomme titel ’en af verdens største mordere’. BT har mødt Grønkjær, der har skrevet bogen ’Smil på Dødens Avenue’ om sine oplevelser.
Kvinden, der satte sig ved cafébordet, lignede så mange andre 33-årige mellemamerikanske kvinder. Maria Isabel kunne have siddet i en reception i et stort firma i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa. Måske mere stylet end den typiske receptionist, og måske med en enkelt eller to plastiske operationer i bagagen.
Men Jesper Grønkjær vidste, at den unge kvinde som forhenværende leder af en af verdens mest skruppelløse bander stod bag et sted mellem 300 og 400 mord. Hun havde selv begået de fleste.
Han havde hørt historier om dengang, hun gik ind i en bus og skød samtlige passagerer. Om dengang hun beordrede sin bande til at putte dæk ned over en fange og derefter sætte ild til ham. Eller da hun for at høre sine ofre skrige skar huden af dem først.
Kvinden ved cafébordet var med andre ord den personificerede ondskab i en grad, som ingen danskere kommer til at møde, medmindre man indregner krige. Verdens ondeste kvinde.
Verdens farligste kvarter
Afstanden fra Danmark til Honduras er 9.000 km. Hvis den mentale afstand kunne gøres op i kilometer, ville der være mindst lige så langt fra det trygge østjyske villakvarter, som Jesper Grønkjær normalt bor i, til Dødens Avenue i Honduras.
Kvarteret har flere gange fået den tvivlsomme uofficielle anerkendelse som verdens farligste kvarter. Mødet med den tidligere bandeleder var en kulmination på Jesper Grønkjærs rejse til det hærgede mellemamerikanske land,som hele 80 pct. af den narko, der kommer til USA, har været igennem.
Undervejs besøgte de hospitaler, var med på politirazzia, mødte ofre for den konstante vold, der med en kenders ord er ved at udrydde sig selv, som boede på gaden.
»Der er rigelig vold og katastrofer i verden. Min ven Thomas og jeg har et projekt kørende ved siden af vores normale job. Vi har rejst med det før bl.a. blandt inkaefterkommere i Andesbjergene i Peru, drag queens i New York, hvor vi selv klædte os ud som drag queens - eller som cowboys i Texas,« siger Grønkjær.
»Jeg tror, at alle mennesker i udgangspunktet er født som gode. Ingen fødes som onde. Jeg kan se det i mine egne små børn, de rummer ikke andet end den rene godhed. Ondskaben, hadet - det er noget, der kommer til senere. Vores projekt er at plante smil. Og hvorfor ikke forsøge et sted, hvor kriminaliteten er så stor som i Honduras,«spørgerhan.
Mødet med massemorderen Maria Isabel blev arrangeret af en lokal præst, der bl.a. arbejder i et fængsel, hvor hun sad isoleret efter en aktion, der omfattede intet mindre end 350 betjente.
Af ren kedsomhed var hun begyndt at komme i fængselskirken. Præstens ord virkede på en eller anden måde på morderen. Måske fordi han som den første nogensinde viste hende noget, der mindede om kærlighed.
’Man kan ikke forsvare hende’
Massemorderen angrer sine gerninger. Har lært at leve med, at hun har begået den største synd af alle så mange gange. Nu lever hun sammen med sin datter. Og har for længst indstillet sig på, at karma kan ramme hende, den dag nogen ønsker hævn.
»Man kan ikke forsvare eller undskylde, hvad hun har gjort. Maria Isabel var hårdkogt bandeleder allerede som 13-årig. Man kan forklare, men det retfærdiggør ingenting. Som hun sagde: ’Jeg har aldrig oplevet andet. Jeg har aldrig set et alternativ. Jeg har så nok haft nogle særlige evner som bandeleder, siden jeg endte som sådan’. Men for hende faldt det naturligt. Der var ingen klynk, som man ser hos en type som Peter Lundin,« siger Grønkjær.
»Jeg spurgte, om hun var blevet mentalundersøgt. Dertil svarede hun nej. Hun sagde: ’Det bruger vi sjældent her i landet. De fleste står ved deres gerninger, som jeg selv gør. Fordi det er, hvad vi er vokset op med. Hvis et mord er vejen til et par nye sko, så er det sådan, det er. Det er et samfundsskabt problem, som ikke kan løses med psykologer’,« siger Jesper Grønkjær og tilføjer:
»Hun har videregivet det, hun selv har fået hele sin barndom: had, vold, ondskab. Hun var et spejlbillede af det, hun havde lært. Det fascinerende ved Maria Isabels historie er jo, at hun fandt en vej ud af den værste og mest modbydelige ondskab. Hun er et eksempel, som alle kan bruge.«
Jesper Grønkjær og hans makker bruger deres oplevelser som udgangspunkt for foredrag. Men samtidig er der en lille drøm om at gøre en forskel.
»Det handler om, at vi kan bruge det selv, det lægger vi ikke skjul på. Som andre globetrottere er jeg besjælet af en trang til at opleve og udforske verden. Det gør jeg for min egen skyld. Men jeg har da i allerhøjeste grad et lille håb om gøre en måske lille bitte forskel der, hvor jeg og Thomas kommer frem,« siger han.
Når Jesper Grønkjær og vennen rejser, optræder de mere eller mindre spontant og uanmeldt med sang, musik ogtryllekunst.
»Jeg tror på, at man kan flytte mennesker med smil - men ikke forandre hele verden med smil. Så naiv er jeg ikke. Det er heller ikke fordi, jeg tror, at man kan skabe folkebevægelser på den måde. Men jeg tror, at folk går videre på en positiv stemning, når de har leet. Man kender det jo fra sig selv, når man har set en sjov film,« siger Jesper Grønkjær.
Har I ikke tænkt over, at I udsatte jer selv for fare, selvom I var pakket ind i vagter?
»Aftenen før jeg skulle rejse, sagde min lille datter til mig, at jeg skulle love hende ikke at dø i det der land. Det tænkte jeg meget over, især på flyveturen til Honduras. Men jeg må også sige, at da først Thomas og jeg var i gang, var der ikke tid til at tænke så meget.«
Maria Isabel blev løsladt efter nogle år på grund af sin religiøse omvendelse.
Hun-djævelen
Sagen om Maria Isabel Martinez, alias ’La Diabla’ (Hun-djævelen), er en af de mest berygtede i Honduras.
Hun blev fanget i en politioperation ledet af en tidligere minister Oscar Alvarez, der strammede lovene.
Selv om hun blev idømt 17 års fængsel for narkohandel, lykkedes det forsvaret at begrænse straffen til seks år.
Ifølge 102nueve.com rekrutteres kvinder hyppigt til praktiske formål i de kriminelle bander, men stiger hurtigt i rang, fordi de er mere disciplinerede.
Her er et link (på spansk) om Martinez:
http://www.laprensa.hn/sucesos/690220-97/la-diabla-podr%C3%ADa-recuperar-su-libertad
Verdens mest kriminelle land
7.172 mord blev der begået I 2012 i Honduras.
Der bliver dagligt dræbt 20 personer.
Mord på myndighedspersoner hører til dagens orden.
Landet regnes for verdens meste kriminelle.
En af tusinde indbyggere bliver dræbt.
Honduras betragtes som en af de vigtigste narkoruter til USA. Et svagt politi, kombineret med en lang kystlinje og store ubeboede arealer, gør landet populært for narkosmuglere.
Væbnede røverier mod turistbusser hører til dagens orden.
FNs ’Office on Drugs and Crime’ betegner grænseregionen mellem det nordvestlige og sydvestlige Honduras som et af de farligste steder i Centralamerika overhovedet.
Stor arbejdsløshed og narkotrafikken bidrager til kriminalstatistikkerne.
--
