Hun skulle have holdt sin store 60-års fødselsdag ugen efter.

Men den lørdag – 23. juli 2022 – tog hun forskud på fejringen med en lille bådtur under italienske himmelstrøg.

Det skulle dog vise sig, at Anna Claudia Cartoni aldrig fik lov at fejre sin runde fødselsdag.

Den lille sejlbåd 'Vahiné' med de seks italienske venner blev nemlig torpederet af en motorbåd, der bagfra kom sejlende i høj fart.

I motorbåden 'Bibi Blue' sad en dansk familie, som ikke kom til skade i ulykken.

Det gjorde italienerne derimod.

En mand, Andrea Giorgio Coen, kom i karambolage med motorbådens skrue og døde på stedet, og så var der som nævnt den kommende fødselar, Anna Claudia Cartoni.

Hun blev væltet i vandet, forsvandt sporløst og er aldrig blevet fundet.

Italienske myndigheder, der hører under Italiens indenrigsministerium, har delt dette luftfartsfoto.
Italienske myndigheder, der hører under Italiens indenrigsministerium, har delt dette luftfartsfoto. Foto: Vigili del Fuoco
Vis mere

Men nu er der – muligvis – nyt om Anna Claudia Cartonis forsvinden.

Flere italienske medier – herunder Il Messaggero – skriver nemlig, at man i weekenden har fundet resterne af et lig i havet ud for Livorno.

Liget er uden ben, men ifølge de italienske medier er det ganske sandsynligt, at der er tale om Anna Claudia Cartoni.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Det afgørende ligsyn er endnu ikke foretaget, men flere undersøgelser af ligets tilstand og en potentiel rute i vandet fra ulykken indikerer, at der kunne være tale om den 60-årige kvinde.

Den danske kaptajn er endnu ikke sigtet i sagen, og B.T. har tidligere skrevet, hvordan familien – og i særdeleshed den mandlige kaptajn – er lagt for had i støvlelandet.

Ét er nemlig omstændighederne ved ulykken, hvor den danske mand anklages for at have sejlet hensynsløst, men det er lige så vel adfærden efterfølgende.

Familien gav nemlig en udtalelse til flere danske medier efter ulykken, og her fralagde man sig hurtigt alt ansvar.

Den udtalelse faldt italienerne for brystet, og de mener, den er både usmagelig og ufølsom.

B.T. har tidligere været i kontakt med én af de fire danskere, der var om bord på båden, men her lød beskeden, at man ikke ønsker at udtale sig i sagen.