Lyt til artiklen

Når Kina mandag mod forventning fortsætter landets militære øvelser i området omkring Taiwan, er der tale om et klart signal til omverdenen.

Men udviklingen får ikke dansk kinaekspert til at frygte, at de fortsatte øvelser betyder, at Kina nu er i gang med konkrete forberedelser på en invasionskrig i Taiwan.

»Nej, det mener jeg ikke, at vi behøver at være specielt nervøse for,« siger forsker Andreas Bøje Forsby fra Dansk Institut for Internationale Studier til B.T.

Taiwan fik i sidste uge officielt besøg af USAs Nancy Pelosi, og det vakte vrede hos toppen i Beijing, som mener, at Vesten og andre bør blande sig uden om interne anliggender mellem Kina og Taiwan.

Derfor skal de militære øvelser i området omkring Taiwan, som nu er fortsat mandag, primært ses som et signal, mener Andreas Bøje Forsby.

Andreas Bøje Forsby. Pressefoto fra DIIS
Andreas Bøje Forsby. Pressefoto fra DIIS
Vis mere

Han ser flere indikationer på, at Kina ikke selv ønsker, at situationen eskalerer ud af kontrol.

»Kina har været forsigtig med kun i begrænset omfang at overskride medianlinjen i strædet mellem Taiwan og Kina, og en anden ting er, at de missiler, som man affyrede, gik i en så høj ballistisk bane over Taiwan, at man ikke risikerede at aktivere landets luftforsvar,« pointerer Andreas Bøje Forsby.

»Militærøvelserne er et stærkt signal til os alle sammen om, at Kina er voldsomt utilfreds, men vi skal ikke overdramatisere, hvad der foregår, « siger han.

Hvis noget kan få Kina op i det røde felt, så er det, hvis man ikke respekterer landets kerneinteresser, vurderer Andreas Bøje Forsby desuden.

»Blandt de kerneinteresser er Taiwan den allervigtigste. Men vi står ikke på randen af en invasion eller væbnet konflikt om Taiwan. Der er ikke noget, der indikerer, at Kina ønsker, at situationen eskalerer ud af kontrol,« siger han.

»Det er en måde at fastholde presset og samtidig signalere over for USA, at man ikke bare lige har tænkt sig at slå en streg over, hvad der er foregået,« konstaterer Andreas Bøje Forsby.