Lyt til artiklen

Den russiske præsident, Vladimir Putin, er en presset mand.

Og selvom det umiddelbart kunne lyde som en god ting, når man tænker på situationen i Ukraine, så kan det være det præcis modsatte. Dødsensfarligt.

For i og med, at den russiske militære indsats i Ukraine går den gale vej, og Putin har beordret mobilisering og hurtig annektering af delvist besatte ukrainske regioner, efterlades han med få muligheder.

Og de muligheder er uhyggelige.

»Som jeg ser det, bør atomvåben være udelukket. Men faren for, at Putin vælger at benytte atomvåben, er større end nogensinde før,« siger Flemming Splidsboel.

»Risikoen er fortsat ikke stor. Men den er større, end vi har set tidligere,« uddyber han.

Selvom militæreksperter over en bred kam mener, at muligheden for at Rusland vælger at benytte sig af atomvåben i forbindelse med krigen i Ukraine er lille, så er det noget, andre nationer forbereder sig på.

Det bliver de ganske enkelt nødt til.

»USA har allerede ringet til Kreml og sagt, at de er klar med et lignende svar, hvis Rusland benytter atomvåben. Samtidig har de fortalt Kreml, at de følger tæt med i, om Kreml tager skridt i den retning,« forklarer Flemming Splidsboel.

Han har på sociale medier oplistet de to muligheder, Putin efterhånden har, når han fredag annekterer fire delvist besatte ukrainske regioner.

Den ene mulighed er, at Putin trækker Rusland ud af krigen. Men det vil være politisk selvmord for Putin, mener Flemming Splidsboel.

Den anden mulighed for en trængt, russisk præsident er atomvåben.

Ingen af mulighederne er videre optimistiske.

Flemming Splidsboel er langt fra den eneste ekspert, som har talt om den stigende risiko for, at Rusland benytter sig af atomvåben.

Det har den amerikanske militærekspert Michael Kofman også tidligere gjort i podcasten War on the Rocks.

»Jeg tror ikke, Rusland er et sted endnu i Ukraine, hvor de kunne finde på at bruge taktiske atomvåben. Men der er en tydelig vej hen til, at de kunne finde på det. Putin kan komme til at stå med valget,« sagde Michael Kofman.

Hvis en atomsprængning skulle komme på tale, ville det i første omgang formentlig være en taktisk.

»Det kunne være et atomvåben over Sortehavet eller Snake Island, et sted hvor der ikke er mange følgeskader,« sagde Michael Kofman.

Og så kom han med den afsluttende melding.

»Jeg mener ikke, risikoen for brug af atomvåben er høj, men den er ukomfortabelt høj i forhold til, hvad man normalt ville se i en krig.«