Ukrainske styrker er løbet ind i alvorlige problemer i de foreløbige forsøg på en modoffensiv.

Sådan lyder i hvert fald meldingen fra russiske militærbloggere, som rapporterer fra frontlinjen, og fra det russiske forsvarsministerium.

Men det er endnu alt for tidligt at være nervøs på ukrainernes vegne, understreger orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen.

Så sent som natten til torsdag har der – hvis man skal tro russisk side – været igangsat et større militært slag syd for byen Orikhiv sydøst for Zaporizjzja, hvor der fra ukrainsk side har været benyttet HIMARS.

Og i weekenden har Rusland hævdet at have afvist en større ukrainsk offensiv ved fem forskellige punkter langs fronten i Donetsk-regionen.

Byen Orikhiv, hvor der ifølge russisk side har stået et større slag så sent som i nat.
Byen Orikhiv, hvor der ifølge russisk side har stået et større slag så sent som i nat. Foto: Skærmbillede fra Google Maps
Vis mere

»Fjendens mål var at bryde igennem vores forsvar på det mest sårbare – efter deres vurdering – område på fronten,« lød det i den forbindelse fra det russiske forsvarsministerium ifølge Reuters.

»Fjendens opnåede ikke sine mål; de havde ingen succes,« konstaterede man desuden mandag.

Men de rapporter skal man formentlig tage med et gran salt, mener Anders Puck Nielsen.

»Det er for tidligt at sige noget om. Det er ikke nødvendigvis sådan, at man kan konstatere, hvornår en offensiv er indledt,« siger Anders Puck Nielsen.

Orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen.
Orlogskaptajn og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen. Foto: Forsvarsakademiet
Vis mere

»Der kan være tale om, at Ukraine gennemfører såkaldte opklarelsesangreb, hvor man forsøger at afgøre, hvor fjenden står, og hvor russerne er stærke og svage,« forklarer han desuden.

At der nu kommer meldinger om, at ukrainerne er slået tilbage, er ikke nødvendigvis et tegn på, at de er rendt ind i problemer i forhold til planen, mener Anders Puck Nielsen.

»Det er meget vanskeligt at sige, hvad det er, der foregår, for vi får ikke særlig meget information,« siger Anders Puck Nielsen.

»Jeg synes bestemt, at det er for tidligt til at blive nervøs på ukrainernes vegne,« understreger han.

En ukrainsk soldat i skyttegrav nær Bakhmut i Ukraine, 22. maj 2023.
En ukrainsk soldat i skyttegrav nær Bakhmut i Ukraine, 22. maj 2023. Foto: Libkos/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Har vi sat forventningerne til Ukraines modoffensiv for højt?

»Det er svært at sætte forventningerne rigtigt. Men det er værd at have med, at ukrainerne gerne skal levere resultaterne hen over en periode og ikke nødvendigvis lige nu,« siger Anders Puck Nielsen.

»Der er ikke pres på, at de skal have opnå resultater inden en eller anden dato,« tilføjer han.

»Det kan sagtens være en langvarig proces, som fører til et gennembrud i slutningen af sommeren eller i begyndelsen på efteråret.«

»Mange har muligvis haft et billede af, at det bare var at trykke på en knap, og så rullede det hele. Men sådan er det ikke,« forklarer Anders Puck Nielsen.

Han tilføjer, at det sandsynligvis er et langt, sejt pres, som efter planen skal slide den russiske modstand op.

»Jeg tror, ukrainerne vil øge presset over den kommende tid,« siger han. 

»Det, vi ser nu, er formentlig de indledende angreb, hvor de er ved at skabe sig et overblik over kamppladsen,« konkluderer Anders Puck Nielsen.