Torsdag aften kom den ene melding fra Ukraine efter den anden.

Nye videoer tikkede ind på sociale medier konstant. Nu var ét russisk mål blevet angrebet, så var der eksplosioner ved et andet russisk mål, og pludselig var der meldinger om aktioner mod Rusland et helt tredje sted.

Meldingerne er helt anderledes end for bare få måneder siden, hvor de daglige nyheder handlede om russiske angreb, russisk offensiv.

Nu er det ukrainske angreb på russiske mål, der fylder.

Og det får en dansk ekspert, som følger Ruslands invasion af Ukraine tæt, til at komme med en yderst positiv udmelding for Ukraine.

»Ja, Ukraine kan godt gøre sig forhåbninger om at vinde krigen,« siger Anders Puck Nielsen, militær ekspert ved Forsvarsakademiet, til B.T.

»Det er ikke sikkert, de så også gør det. Men de kan gøre sig forhåbninger.«

Det siger han på baggrund af flere ugers tendenser i Ukraine. Og de mange aktioner torsdag aften understreger bare den pointe.

En enorm røgsøjle fra en russisk base på Krim-halvøen tidligere på måneden.
En enorm røgsøjle fra en russisk base på Krim-halvøen tidligere på måneden. Foto: OBTAINED BY REUTERS
Vis mere

»Det er spektakulært. Og det viser, at Ukraine pludselig har kapaciteten til at ramme dybt inde i de russisk besatte områder,« siger Anders Puck Nielsen.

Alene torsdag aften kom der meldinger om flere eksplosioner i Belgorod i selve Rusland, der var forlydender om eksplosioner i Kherson, adskillige sprængninger på militærbaser på Krim-halvøen, video af russisk luftforsvar i fuld aktion ved Krim-broen mellem Krim og russisk fastland samt problemer for russerne i Luhansk.

»Lige nu har Ukraine initiativet i krigen. Det er dem, der dikterer,« siger Anders Puck Nielsen.

Så vidt har de spektakulære ukrainske angreb hovedsagelig været fra distancen. Og de har ikke vundet nævneværdigt territorium.

Men det kan være på vej.

Og de mange angreb på russiske baser, ammunitionsdepoter og stillinger kan være et varsel om, hvad der kommer til at ske.

»Frontlinjerne har ikke flyttet sig rigtigt for Ukraine. Men det kan måske ske inden for en måneds tid. Her er det realistisk, at de kan vinde frem,« siger Anders Puck Nielsen.

»Krigen er i en anden fase nu. Det er ikke helt skørt at tænke, at Ukraine kan vinde krigen på lang sigt. Det ser i hvert fald rigtig svært ud for russerne lige nu,« uddyber han.