På hospitalet godt 35 kilometer nord for den lille by Grafton, West Virginia ligger den 40-årige danske cykelrytter Anders Tesgaard i koma efter en alvorlig trafikulykke på landevejen US Route 50, der zig-zagger og bakker sig igennem statens smukke landskab. Og selvom lastbilchauffør Mike er chokeret, så er han bestemt ikke overrasket.

»Det er jo fuldstændig uforsvarligt at køre dette cykelløb via US 50. Det burde forbydes. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg er ved at skide i bukserne, hvergang jeg skal over i den modsatte kørebane og udenom en af cykelrytterne. Min tankvogn vejer 40 ton og hvor meget vejer en cykelrytter - 80 kilo?,« siger Mike, der helst ikke vil have sit efternavn i avisen.

Sårbar i trafikken

US Route 50 strækker sig flere hundrede kilometer igennem staten. Enkelte steder spreder den sig ud som noget, der mest ligner en dansk motorvej. Men omkring Grafton er det nærmest en landevej med bare to vejbaner – én hver vej og dobbeltlinje i midten.

Og selvom cykelrytterne til tider kommer helt op på 60-70 kilometer i timen, når det går ned ad bakke, så er der ofte en kø på tre-fire store lastbiler, der forsøger at komme forbi den lille bitte cykelrytter, der for det meste er beskyttet af en følgevogn – en følgevogn, der dog tit kører ind til siden for at gøre plads til trafikken og således efterlader cykelrytteren alene og sårbar i selskab med et væld af 18-hjulede kæmpelastbiler, der i forvejen ikke har for meget tid til at komme fra punkt A til punkt B. Her i staten er fagforeninger nemlig, ligesom cykelstier, en by i Rusland.

Følgevognen, som cykelrytteren har med sig, kan ikke gøre ret meget, når de kæmpe lastbiler kommer susende.?Foto: Henning Høeg
Følgevognen, som cykelrytteren har med sig, kan ikke gøre ret meget, når de kæmpe lastbiler kommer susende.?Foto: Henning Høeg
Vis mere

Tusindvis af lastbiler

Ifølge West Virginias vejvæsen kører over tusind kæmpe lastbiler hver dag både mod øst og vest ad den snørklede landevej Route 50. Mike har haft denne stærkt traffikerede rute som sin arbejdsplads i over ti år. Og han fatter ikke, at cykelløb, hvor rytterne maksimalt sover fire timer i døgnet, får lov til at fortsætte på denne rute.

»Det kan godt være, at de kalder det ekstrem sport. Men jeg kalder det ekstremt idioti. Ikke alene er vejene heromkring smalle. Bilerne kører ofte meget hurtigt (over 90 kilometer i timen, red.). Der er ingen gadebelysning, og desuden er det ofte tåget her i det bakkede landskab. Og det gør en kompliceret situation nærmest umulig,« siger Mike, før han igen hopper ind i førerhuset, sætter sin 40 ton tunge tankvogn i gear og langsomt begiver sig ud på US Route 50, en vej, der med sine blinde kurver, stejle bakker og høje hastighed kan gøre selv en erfaren BT-journalist og ditto bilist i en solid Honda minivan nervøs.

Der er ikke mange centimeter at gøre godt med, når de kæmpestore lastbiler forsøger at snige sig over i den modsatte kørebane og forbi én af deltagerne i ’Race Across America’. Her er ingen cykelsti. Og enkelte steder er rytteren lukket inde mellem trafik og en klippevæk.?Foto: Henning Høeg
Der er ikke mange centimeter at gøre godt med, når de kæmpestore lastbiler forsøger at snige sig over i den modsatte kørebane og forbi én af deltagerne i ’Race Across America’. Her er ingen cykelsti. Og enkelte steder er rytteren lukket inde mellem trafik og en klippevæk.?Foto: Henning Høeg
Vis mere

OBS: Ulykken, der nær havde kostet Anders Tes-gaard livet, fandt sted i nærheden af byen Sherwood Forest.