Sri Lankas militær har indledt en menneskejagt på den gruppe af islamister, der har detoneret ni bomber i Sri Lanka og dræbt over 300 mennesker.

Det fortæller den danske ambassadør i Sri Lanka, Peter Taksøe-Jensen, efter et møde med Sri Lankas præsident.

»Der er en manhunt i gang,« siger Peter Taksøe-Jensen.

Han er til daglig ambassadør i Indiens Hovedstad New Delhi, men på grund af bomberne der har kostet tre danske børn livet, er han fløjet til Sri Lanka.

B.T.'s reporter ses her med den danske ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, foran den norske ambassade i Colombo, Sri Lanka.
B.T.'s reporter ses her med den danske ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, foran den norske ambassade i Colombo, Sri Lanka. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Tirsdag morgen var han til en sikkerhedsbriefing hos landets præsident.

»Præsidenten gav det samlede ambassadørkorps en orientering, hvor han fortalte om efterforskningsarbejdet,« siger ambassadøren.

B.T. møder ham foran den norske ambassade i Colombo. Danmark har normalt ikke en ambassade i Sri Lanka, men på grund af bomberne har den danske og norske ambassade slået sig sammen.

På en flagstang bag de høje mure vejer det norske flag på halv.

Peter Taksøe-Jensen ankommer i en stor sort Landrover. Han stiger ud for at give interview til B.T. og TV 2, og da bilen kører ind på ambassadens område, giver en soldat fra det srilankanske militær sig til at undersøge bilen med en minesøger.

Efter mødet med præsidenten føler Peter Taksøe-Jensen sig mere tryg ved sikkerhedssituationen.

»De er nået rigtig langt med efterforskningen. De har identificeret den gruppe, de mener står bag angrebene. De kender alle navnene på gruppens medlemmer og har allerede foretaget en del arrestationer,« fortæller han.

Ifølge srilankanske medier er 40 personer blevet anholdt.

Hovedparten er srilankanere, men ifølge det engelsksprogede medie Daily Mirror, er der også en syrisk mand blandt de anholdte.

To mistænkte har taget deres eget liv med selvmordsbomber, da myndighederne forsøgte at anholde dem. En af dem dræbte samtidig tre soldater.

Den yderligtgående muslimske gruppe National Tohwheeth Jama’ath mistænkes for at stå bag bomberne.

Det koordinerede angreb var rettet mod fire hoteller i hovedstaden og kristne kirker i byerne Colombo, Negombo og Batticaloa.

Avisen udkom tirsdag morgen med en helt sort forside.

Tabstallene er blevet opjusteret til 321 døde og mere end 500 sårede.

Sri Lankas præsident har erklæret landet i undtagelsestilstand. Det betyder, at militæret har fået to centrale beføjelser, de normalt ikke har.

Dels kan militæret nu foretage anholdelser og dels bortfalder kravet om, at en anholdt person skal stilles for en dommer inden for 24 timer:

  
   Foto: ISHARA S. KODIKARA
Vis mere

»Jeg føler mig tryg ved, at militæret med de nye redskaber er i stand til at varetage sikkerheden,« siger Peter Taksøe-Jensen.

Ifølge rejseselskaberne er der mellem 1.000-2.000 danskere i Sri Lanka. Hovedparten befinder sig ifølge Peter Taksøe-Jensen i turistområder rundt omkring i landet.

Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til Sri Lanka, men danskere i landet bliver lige nu ikke evakueret.

Det frarådes, at danskere søger mod lufthavnen med mindre de har en billet til at flyve samme dag.