Abortdebatten raser globalt. Lækkede planer fra USAs højesteret om en forestående underkendelse af retten til fri abort har medført ny, hektisk debat om det ømtålelige emne mange steder i verden. Abortdebatten kan også være på vej til Danmark.

En række amerikanske stater gør klar til, at højesteret underkender den dom (Roe mod Wade), der i 1973 sikrede alle amerikanske kvinder fri abort. Allerede nu har udsigten til abortforbud i USA sparket gang i debatten andre steder.

Ikke mindst i Afrika, hvor pro-life-bevægelser og mange afrikanske kirker i årevis har arbejdet mod fri abort. I Uganda er abort lovligt, dog med meget skrappe restriktioner.

»Jeg er sikker på, at pro life-bevægelsen i Uganda håber og beder til, at abortlovgivningen i USA bliver underkendt. Hvis det sker, så er det den største sejr for abortmodstandere overalt til dato. Her hos os vil det blive brugt til at modarbejde alle de resultater, vi har opnået,« siger læge Kenneth Buyinza fra Kampala i Uganda til The Guardian.

En plalat på væggen i Johannesborg, Sydafrika, reklamerer for abort på 30 minutter.
En plalat på væggen i Johannesborg, Sydafrika, reklamerer for abort på 30 minutter. Foto: Themba Hadebe
Vis mere

Mindst otte procent af alle svangerskabsrelaterede dødsfald i Uganda skyldes aborter udført under ikke ordnede forhold. Billedet er det samme i mange andre afrikanske lande.

»Hvis Roe mod Wade bliver underkendt, så vil det være en sejr for modstanderne af kvindens frie valg, som finansierer oppositionen mod abort i Afrika, og en katastrofe for os. Det vil påvirke politikerne og kan betyde, at vi vil blive ved med at se kvinder dø unødigt. Alt det, vi har opnået, kan blive tabt,« siger Adebe Shibru, landechef for MSI Reproductive Choice i Etiopien.

Udsigten til ændringer i den amerikanske lovgivning fejres blandt abortmodstandere i hele verden, også her i Danmark. Ingegerd Riis er formand for foreningen, Respekt for Menneskeliv, der har eksisteret siden abortens indførsel i Danmark. Her vejrer man morgenluft.

Formanden for foreningen Respekt for Menneskeliv, Ingegerd Riis, håber at en abortlovændring i USA kan sparke gang i en international debat.
Formanden for foreningen Respekt for Menneskeliv, Ingegerd Riis, håber at en abortlovændring i USA kan sparke gang i en international debat.
Vis mere

»Vores tanke er fortsat, at al abort er forkert, fordi livet begynder ved befrugtningen. Det kan man rent videnskabeligt afgøre. Vi er det samme individ, indtil vi dør, om det så sker efter 14 dage inde i maven, eller om man er 88 år gammel,« siger Ingegerd Riis til B.T.

Ingegerd Riis mener, at en underkendelse af Roe mod Wade i USA vil kunne få stor betydning, andre steder i verden.

»Det kan få den positive virkning, at man i FN og andre steder ikke bare kan sige, at det er en menneskeret at slå andre mennesker ihjel. Det er vigtigt, at abort er til debat, og at man ikke globalt er blevet enig om, at abort er o.k.«

Demonstration mod højesteret i Washingtons lækkede planer om, at underkende en dom fra 1973, der giver alle amerikanske kvinder retten til fri abort.
Demonstration mod højesteret i Washingtons lækkede planer om, at underkende en dom fra 1973, der giver alle amerikanske kvinder retten til fri abort. Foto: JIM LO SCALZO
Vis mere

Respekt for Menneskeliv arbejder for at få indført et abortforbud i Danmark. Ingegerd Riis anerkender, at et stort flertal af danskerne formodentlig er tilhængere af fri abort, men hun påpeger, at hvis man spørger mere detaljeret ind til abortspørgsmålet, så er det slet ikke så sort-hvidt.

»Vores håb er, at ændring af abortloven i USA kan få debatten op på et sagligt plan, så det ikke bare er udsagn som ‘Jeg har ret til at bestemme over min egen krop’, som tegner debatten. Der er i den grad brug for, at vi kan tage kvalificeret stilling til det her,« siger Ingegerd Riis til B.T.