Da Donald Trump tidligt onsdag morgen aflyste sit statsbesøg i Danmark, var det led i et voksende pres, som USA lægger på Danmark om Grønland og situationen i Arktis.

»Der er et gigantisk pres på Danmark, for at vi skal gøre mere i Arktis, som gavner amerikanske interesser. USA siger: ’Spænd hjelmen og kom ind i kampen’.«

Sådan lyder vurderingen fra Peter Viggo Jakobsen, lektor fra Forsvarsakademiet.

Presset er opstået, fordi USA for alvor er begyndt at bekymre sig om situationen i Arktis – og vil have Danmark til at investere langt mere militært i området, ligesom USA selv vil have meget friere rammer til at agere på Grønland.

»Der er kræfter i USA, som gennem noget tid har råbt op og sagt: ’hør her, vi er håbløst bagud i Arktis, og vi er nødt til at gøre noget’. Russerne opruster i området, og kineserne har cementeret og øget deres tilstedeværelse,« siger Peter Viggo Jakobsen:

»Man vurderer nu i USA, at den største trussel ikke længere er terrorisme, men rivaliseringen med Rusland og Kina. De to nationer modarbejder USA med arme og ben i hele verden, og derfor er USA blevet meget interesserede i at stække Kina og Rusland i Arktis-området.«

Det er blandt andet derfor, at Donald Trump har luftet tanken om at købe Grønland.

»Om han mener det eller ej, så er det udtryk for, at amerikanerne vil have bedre kontrol med Grønland og mulighed for at gøre ting deroppe, som det passer dem,« siger Peter Viggo Jakobsen og kommer så med en række eksempler på militære tiltag, USA ønsker sig:

Thulebasen i Grønland, den 21. august 1995.
Thulebasen i Grønland, den 21. august 1995. Foto: BJARKE ØRSTED
Vis mere

»Man vil have bedre muligheder for at lande andre og større flytyper – det vil sige at bygge stærkere landingsbaner. Man vil opgradere Thulebasen. Man vil have mulighed for at opstille stærkere radarer. Amerikanerne vil sådan set have mulighed for at behandle Grønland, som var det deres eget.«

Kort sagt ønsker USA at sende langt mere militær til Grønland, end man har gjort på noget tidspunkt i nyere tid.

Og det får de også lov til, mener Peter Viggo Jakobsen. Det er blot et spørgsmål om tid.

Blandt andet fordi russerne og kineserne i stigende grad opererer i området uden at have fået lov.

Peter Viggo Jakobsen forklarer, at Danmark er under voldsomt pres fra USA.
Peter Viggo Jakobsen forklarer, at Danmark er under voldsomt pres fra USA. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi har ikke selv kapaciteten til at overvåge det her store område og finde ud af, hvad der egentlig foregår. Når vi indimellem opdager amerikansk tilstedeværelse deroppe og spørger dem: ’Hvorfor gør I det?’, så svarer de: ’Så må I jo selv investere nok til, at I kan se, hvad der foregår i jeres eget område’,« siger Peter Viggo Jakobsen:

»Men andre ord: ’Kom ind i kampen, spænd hjelmen og forøg ressourcerne’. Og det kommer vi til at gøre uanset hvad. Vi er enormt afhængige af USA – især i Arktis, hvor vi faktisk ikke kan noget. Amerikanerne ved godt, at vi er dybt afhængige af dem, og derfor lægger de det her pres.«

Men hvad er det egentlig, der er så interessant ved Arktis og Grønland, at tre enorme magter – USA, Kina og Rusland – er inde i et kapløb om at dominere området?

»Det handler blandt andet om økonomi. Isen smelter, og det giver mulighed for at udvinde nogle ressourcer. Der er jordarter deroppe, som kineserne nærmest har fået monopol på, og som indgår i alle vores teknologiske produkter i dag. Dem synes amerikanerne ikke, kineserne skal have fat i,« siger Peter Viggo Jakobsen:

»Amerikanerne er ligeglade med, hvem der udvinder de her ressourcer – så længe det ikke er kineserne. Man er bekymret for, at de for eksempel kommer til at kontrollere for mange af de ting, man bruger til våbenproduktion. Så amerikanerne insisterer på, at Grønland er deres.«