Lyt til artiklen

Danskerne skyller ikke grøntsagerne, inden de spiser dem, og verdens lykkeligste befolkning er usoigneret og har lus, skriver en russisk blogger.

Avisen Gazeta.ru bringer det lange blogindlæg fra Tatyana Lukasjenko, der har boet fem år i Danmark, og blogindlægget er delt flittigt på det russiske sociale medie vk.com. Det skriver TV2.

Først så den russiske kvinde meget positivt på livet i Danmark, men ved nærmere eftersyn opdagede hun den store 'uorden' i samfundet.

Blandt andet tilsviner hun danske kvinder for at være beskidte, usoignerede og sjuskede.

»Overalt går folk i beskidt, krøllet og iturevet tøj. Kvinderne går ikke op i deres udseende. En typisk dansker ser således ud: Usoigneret hår samlet i en sjusket tot, sort hættetrøje over hovedet uden tørklæde, sorte tights og farvede sneakers,« skriver bloggeren.

Og det stopper ikke dér. For Tatyana Lukasjenko skriver også, at danskerne er så ligeglade og usoignerede, at de har fået hovedlus. Og hun er harm over, at danske børn ser deprimerende ud. De får kun brugt tøj, legetøj og brune møbler, og det virker på hende som om, at danskerne ikke vil bruge penge på børnene.

Børn har om sommeren ikke solhat på, og om vinteren render de rundt på bare fødder, uden vintertøj på eller endda helt nøgne, uden nogen tager sig af det. De er altid snottede eller har allergisk udslæt på huden.

»Børn får lov til alt. De må drikke vand af vandpytter, vælte rundt i mudder og smøre det i hovedet på sig selv.«

Alt i alt er danskernes hygiejne meget dårlig, også når det kommer til mad. For ifølge den herboende russiske kvinde er det normalt accepteret, at man spiser frugt og grønt uden at skylle det først.

De høje priser
I blogindlægget giver den russiske kvinde også en masse eksempler på, at de danske priser er utroligt høje. Det danske sundhedsvæsen er heller ikke særligt velfungerende, fordi man enten bliver sendt hjem fra lægen med besked om at tage smertestillende, eller også ender man på en venteliste, der tager flere måneder.

Lønningerne er høje, men det er også skatterne og priserne. Både turen hos frisøren, dagligvarerne og tandlægeregningen er ustyrlig høj, beskriver den russiske blogger.

Tatyana Lukasjenko beskylder også danskerne for ikke at være særlig imødekommende. Hun beskriver, hvordan hun forgæves har forsøgt at blive venner med sine naboer. Og de danske medier skriver kun negativt om Rusland, hvilket ifølge bloggeren kan være årsagen til, at hun ikke kan blive venner med de danske borgere.