Aftalen om 3.000 km havgrænse mellem Grønland og Canada har stor betydning for udnyttelse af eventuelle råstoffer og fiskeriet. Og måske også for forhandling om Hans Ø.

Efter et langstrakt forhandlingsforløb har udenrigsminister Villy Søvndal (SF) sammen med sin canadiske kollega i nat indgået en aftale, der præcist fastsætter havgrænsen mellem Canada og Grønland, skriver Berlingske.

Aftalen vil ifølge Villy Søvndal være til gavn for fiskerne i området og for de stadig mere lovende muligheder for efterforskning og udnyttelse af mineralforekomster langs den over 3.000 kilometer lange grænse.

»Jeg er overordentlig tilfreds med dagens enighed, og jeg ser aftalen i sig selv som udtryk for det stærke bilaterale forhold mellem Canada og Danmark,« fastslår Villy Søvndal, der understreger, at forhandlingerne er gennemført i et tæt samarbejde med Grønland.

Den grønlandske landsstyreformand, Kuupik Kleist, erklærer sig da også tilfreds.

»Jeg er tilfreds med de fremskridt, der er skabt i moderniseringen af grænsedragningen mellem Canada og Grønland. En klar grænse er af afgørende betydning ikke mindst i forhold til efterforskning af mineralforekomster,« påpeger landsstyreformanden i en pressemeddelelse.

Nattens aftale, der afløser den foreløbige grænsedragning, som Danmark og Canada blev enige om tilbage i 1973, omfatter en strækning på over 3.000 km i området fra det sydlige Grønland, op gennem Davisstrædet, Baffin Bugten, det snævre Nares Stræde og op til det Arktiske Ocean nord for Grønland.

Udover de praktiske gevinster har grænseaftalen også en betydelig symbolsk værdi, mener Villy Søvndal.

»Den bekræfter klart for alle, at vi løser problemer i det arktiske ved forhandlingsbordet. Dermed sætter vi en tyk streg under, at Illulisaterklæringen fra 2008 er mere end bare ord. Det borger godt for den fremtidige udvikling i Arktis,« understreger Villy Søvndal med henvisning til det initiativ, som daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) tog i 2008.

Her mødtes Danmark og de fire andre kyststater omkring Det Arktiske Ocean, USA, Canada, Rusland og Norge, i den grønlandske by Illulisat, hvor de vedtog en erklæring om, at alle uenigheder om grænsedragninger og andre tvister vil blive løst gennem forhandling og på grundlag af folkeretten.

Den nye grænseaftale og samarbejdet i øvrigt mellem Danmark, Grønland og Canada i Arktis er et konkret eksempel på, at kyststaterne i Arktis lever op til de løfter, mener Villy Søvndal.

Ifølge udenrigsministeren omfatter den dansk-canadiske enighed ikke striden om Hans Ø, en lille gold, ubeboet klippeø i Nares Strædet. Men aftalen giver »et gunstigt udgangspunkt for de videre drøftelser om Hans Ø,« fastslår udenrigsministeren, der har arvet striden om klippeøen fra den borgerlige regering.

»Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at sige, hvornår forhandlingerne om Hans Ø kan afsluttes. Men vi arbejder også her mod en forhandlet løsning. Og dagens enighed bekræfter mig i, at det er et realistisk mål,« vurderer Villy Søvndal.

Både Canada og Danmark gør krav på øen, da den kan blive vigtig, hvis der åbnes for en søvej nord om Canada til Stillehavet som følge af klimaforandringerne og havisens afsmeltning. Efter at uenigheden, som også skyldes en formodning om, at der kan være naturrigdomme i form af olie, gas og mineraler i området, eskalerede i sommeren 2005, indgik Danmark og Canada en våbenhvile i ordstriden, og de to lande har siden holdt en række forhandlingsmøder om øen.

Den nye grænseaftale omfatter heller ikke fordelingen af såkaldt grænseoverskridende mineralforekomster. Men parterne er enige om, at håndteringen af eventuelle grænseoverskridende mineralforekomster skal fastlægges i en særskilt aftale, oplyser Villy Søvndal.

En sådan aftale skal forhandles mellem Canada og Grønland, eftersom det er Grønland, der bestemmer over ressourcerne i området.