Direktøren for kulturinstituttet i Damaskus forlader Syrien på grund af sikkerhedssituationen i landet.

På trods af den indgåede fredsaftale er sikkerheden i Syrien for dårlig til, at Det Danske Kulturinstitut kan fortsætte sine aktiviteter i landet. Derfor forlader direktøren for instituttet, Anders Hastrup, Damaskus 1. april 2012. Det oplyser Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Ministeriet har taget orienteringen til efterretning, oplyses det via hjemmesiden. Det Danske Kulturinstituts indstillede sine aktiviteter allerede 1. marts grundet renovering af bygningen, hvor instituttet hører til. På kulturinstituttets egen hjemmeside står en kort orientering om situationen: - Instituttet fortsætter de videnskabelige og kulturelle aktiviteter i nabolandene Jordan og Libanon og uddeler stipendier til danske forskere, studerende og kunstnere, dog ikke til rejser i Syrien eller ophold på Det Danske Institut i Damaskus, står der blandt andet. Flere lande har grundet sikkerhedshensyn lukket deres ambassader i Syrien, deriblandt Norge, som gjorde det for to dage siden. Samme dag valgte Tyrkiet også at lukke sin ambassade i det voldsplagede land. I går accepterede præsident Assad Kofi Annans fredsplan, som kræver nødhjælp til folket, at volden bliver stoppet og dialog mellem det syriske styre og oprørerne. Den syriske regering med præsident Bashar al-Assad i spidsen er tidligere løbet fra aftaler om at indstille alle kampe og voldsudgydelser. Derfor er udenrigsminister Villy Søvndal (SF) skeptisk overfor, om Assad denne gang vil overholde sit ja til fred. - Det er svært at være fortrøstningsfuld i forhold til Assad og hans evne til at leve op til de ting, han lover, han vil leve op til. Vi har set en række tilfælde, hvor han siger, det skal han nok gøre, og så fortsætter bombardementerne. Selv til morgen fortsætter bombardementerne. Så det er svært at fæstne meget stor tillid til ham, siger Villy Søvndal til Berlingske Nyhedsbureau.