Forestil dig, at myndighederne låser dig inde i dit hjem i næsten to måneder.

Det er realiteten for direktør i slagterigiganten Danish Crown, Søren Tinggaard, som ikke må forlade sit hjem i det østlige Kina. Det skriver Finans.

Det er også virkeligheden for mange andre i den kinesiske millionby Shanghai, hvor staten har indført fuldstændig nultolerance over for coronavirus.

Det betyder en total nedlukning af hele Shanghai-området.

»Nogle dage får han lov at forlade sin lejlighed, men kun for at gå ned i gården, hvor han løber en tur på otte kilometer i cirkler om blokken,« fortæller administrerende direktør for Danish Crown, Jais Valeur, til Finans.

Her må direktøren heller ikke blande sig med andre beboere.

En tom vej i Shanghai Central Business District under total nedlukning 16. april 2022. Billede: REUTERS/Aly Song/File Photo
En tom vej i Shanghai Central Business District under total nedlukning 16. april 2022. Billede: REUTERS/Aly Song/File Photo Foto: ALY SONG
Vis mere

Danish Crown startede sit kinesiske eventyr i 2019, hvor de åbnede en 17.000 kvadratmeter stor fabrik knap 100 kilometer sydvest for Shanghai centrum.

Danish Crows fabriksdirektør i datterselskabet Dat-Shaub er også ramt af de hårde restriktioner.

Han har sovet på en drømmeseng på sit kontor på fabrikken i to måneder.

Den 400 millioner kroner dyre Danish Crown-fabrik giver stadig underskud, og diverse coronanedlukninger har ramt fabrikken særligt hårdt, fortæller Jais Valeur.