Dr. Abdel Bassily-Marcus, intensivlæge på Mount Sinai Hospital, har efter en fridag forberedt familien på, at de ikke kommer til at se ham den næste uge.
For tiden tager han af sted på arbejde, før de andre står op, og kommer hjem, lang tid efter de er gået i seng.
Hans afdeling er fyldt op.
Det tager lang tid for patienterne at få det bedre, og sammenlignet med andre sygdomme får coronapatienterne mange tilbagefald.
»Jeg har lige afsluttet stuegang. Vi har mange syge patienter, mange med organsvigt. Få patienter får det bedre. Og endnu færre kan forlade intensiv,« siger han og fortsætter:
»De fleste veksler mellem gode og dårlige dage, og de dårlige dage bliver hele tiden værre.«
Alle stuer på intensivafdelingen er lige nu lavet om til 'negative pressure'-stuer. Et lavere lufttryk inde på stuerne mindsker nemlig spredningen ud på gangene, når dørene bliver åbnet.
»Vi har haft en meget travl dag med mange nødopkald fra begge sider af gangen. Vi løber fra den ene patient til den anden,« siger dr. Abdel Bassily-Marcus.
Han er især overrasket over, hvor mange unge patienter uden tidligere sygdomshistorik de får ind. Coronavirussen har ellers især ry for at ramme ældre og i forvejen syge personer.
»Men det er altså ikke det, vi oplever her. Mange patienter har kun mildere sygdomme som eksempelvis forhøjet blodtryk eller diabetes, og vi har mange unge patienter,« siger han.
På gangen passerer dr. Abdel Bassily-Marcus en af de lukkede stuer, hvor der lige nu ligger en gravid patient, som er på nippet til at skulle i respirator.
»Vi prøver at redde hende, men jeg vil ikke være overrasket, hvis hun ligger i respirator, inden dagen er omme,« siger han.
Helt usædvanligt for en intensivafdeling er fraværet af pårørende. De har på grund af smitterisiko ikke adgang til afdelingen. I stedet må personalet hjælpe patienter med video- og telefonopkald.
Patienterne kan heller ikke snakke, da de i de fleste tilfælde ligger i respirator.
»Så der er ikke meget interaktion med patienterne. Der er heller ingen pårørende at tale med. Det er meget usædvanligt, at vi overhovedet snakker med nogen – andre end pårørende per telefon,« siger han.
Men i dag har dr. Abdel Bassily-Marcus lige fået en patient ud af respirator. Og hun snakker.
»Det reddede min dag, at jeg kunne snakke med hende. At hun havde det bedre. Det er et af de få lysglimt i vores arbejde, som gør det værd at kæmpe videre,« siger han.
Så kan det godt ske, at han udmattet kommer hjem til en familie, der for længst er gået i seng.
»Men vi får også meget igen. Vi føler virkelig, at vi kæmper i frontlinjen for de her patienter. Og vi fejrer det, når en person forlader intensiv i god behold.«
Ovenstående er skrevet på baggrund af videodagbog fra Mount Sinai Hospital/Reuters.
