Flere gæster troede, at et fly havde ramt bygningen, da et kæmpeakvarium fredag eksploderede på et stort hotel i Berlin.

Det fortæller flere øjenvidner til Metro.co.uk.

En af dem er den 28-årige Aleksei Garanzha, der kalder øjeblikket for det 'mest skræmmende', han har oplevet.

Han vågnede til lyden af eksplosionen 05.43.

»Først troede jeg, det var et fly, der fløj meget lavt med kurs mod bygningen, fordi jeg kunne høre en lav rumlen til at begynde med, og så var der en enorm eksplosion, og jeg forestillede mig, at et fly havde ramt bygningen.«

Hos tysk politi troede man først, at der var tale om et angreb.

Ifølge Bild gik den automatiske brandalarm i gang og udløste et nødopkald.

Kontrolcenteret forventede oprindeligt et terrorangreb og sendte derfor stærkt bevæbnede betjente og pansrede køretøjer til stedet.

Akvariet, der eksploderede og sendte strømme af vand og fisk ud i bygningen.
Akvariet, der eksploderede og sendte strømme af vand og fisk ud i bygningen. Foto: Pr-foto/DomAquarée
Vis mere

Men det var altså hverken et fly eller et terrorangreb, men derimod hotellets kæmpeakvarium, der var eksploderet.

Tanken, der hedder AquaDom, rejste sig knap 15 meter op i luften og var placeret i lobbyen af et Radisson Blu-hotel og husede 1500 fisk.

Akvariet indeholdt en million liter vand, og fredag morgen måtte myndighederne afspærre en gade på grund af vandmængderne.

To personer kom ifølge nyhedsbureauet AFP til skade, da de blev ramt af glasskår ved eksplosionen.