Hver dag modtager han hundredvis af anmodninger på sin hjemmeside. Men forleden modtog han én, som skilte sig ud.
For med anmodningen var blandt andet et billede af en lille dreng og en nøjagtig beskrivelse af, hvor han ville være.
Kort efter ringede han til politiet.
Det har nu ført til, at den 18-årige amerikanske kvinde Jazmin Paez, der bor i Florida, i tirsdags blev anholdt under mistanke om at have forsøgt at hyre en lejemorder til at tage livet af hendes treårige søn.
Det skriver en række medier – herunder CNN og CBS.
For en del år siden skabte Robert Innes den falske hjemmeside rentahitman.com – 'lej en lejemorder' – i forbindelse med noget arbejde for et cybersikkerhedsfirma, hvor formålet egentlig er at 'forhindre legitime opfordringer til at begå drab'.
Men siden har han i årenes løb modtaget flere anmodninger om tjenester via hjemmesiden.
De fleste useriøse, men også nogle enkelte, der har vakt hans – og politiets – bekymring.
Det skete blandt andet forleden, hvor en ung mor tilsyneladende sendte en anmodning om at få slået sin treårige søn ihjel.
Under et falsk navn skal hun, ifølge Robert Innes, have skrevet, at hun ønskede at få sit barn 'taget væk, langt, langt væk og muligvis dræbt, men hurtigst muligt'.
Hun angav samtidig torsdag som deadline for, hvornår 'jobbet' skulle være udført, har politiet ifølge CNN oplyst.
Selvom hun brugte et falsk navn til at indsende anmodningen, opsporede myndighederne hendes IP-adresse og fandt et telefonnummer, som førte dem frem til det treårige barns bedstemors bopæl.
Ifølge politiet boede barnet hos bedstemoderen på det tidspunkt.
Hun bekræftede efterfølgende identiteten på det tilsigtede offer – hendes barnebarn – ud fra det billede, der var blevet indsendt til hjemmesiden.
Samtidig fortalte hun, at telefonnummeret tilhørte hendes datter, den 18-årige Jazmin Paez.
Tirsdag aften blev den unge mor anholdt og sigtet for at have opfordret til overlagt drab.
Under en afhøring skal Jazmin Paez, ifølge CNN, angiveligt have fortalt, at hun var i et forhold med en person, som ikke brød sig om, at hun havde en søn, og derfor havde slået op med hende.
Da NBC6 torsdag talte med teenagepigens far, hævdede han, at sagen ikke er, som den umiddelbart ser ud.
For ifølge ham lider datteren af helbredsmæssige komplikationer, ligesom hun skal være blevet opereret 12 gange i sit liv.
»Min datter er ikke et monster,« siger faderen til NBC6:
»Min datter er en lille pige, som blev født med helbredsproblemer. Hun har væske i halsen. Hun er blevet opereret 12 gange og har mistet evnen til at bevæge sit ansigt. Hun er blevet mobbet i skolen, de kaldte hende 'monsteret'.«
Faderen mener, at sandheden til sidst vil komme frem.
Jazmin Paez er siden blevet løsladt mod en kaution på 15.000 dollar.
Hendes søn er i øjeblikket i sikkerhed hos et familiemedlem.
Sagen efterforskes fortsat.