»Jeg troede faktisk, at et fly var eksploderet.«

Sådan lyder det fra amerikanske Carla Rodriguez, der befandt sig lidt mere end tre kilometer væk fra den voldsomme hændelse, der mandag aften fandt sted i byen Arlington.

Nogle timer forinden var betjente fra Arlington County Police Department rykket ud til en bolig langs Burlington Street, efter man havde modtaget meldinger om, at der måske var blevet affyret skud fra stedet.

Den indledende undersøgelse viste, at en mistænkt person havde affyret en signalpistol omkring 30-40 gange inde fra sin bopæl og ind i det omkringliggende kvarter, oplyser politiet i en udtalelse.

Her ses huset efter eksplosionen.
Her ses huset efter eksplosionen. Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I forbindelse med efterforskningen af sagen fik betjentene en ransagningskendelse til at gennemsøge den mistænktes bopæl – og man forsøgte derfor at komme i kontakt med den mistænkte.

Både over telefon og gennem højttalere ude fra gaden.

Men den mistænkte, der befandt sig inde i huset, reagerede ikke. 

I stedet valgte den mistænkte at barrikadere sig – og da betjente forsøgte at rykke ind for at ransage stedet, gik det helt galt.

For undervejs affyrede den mistænkte inde fra hjemmet flere skud fra det, der formodes at være et skydevåben.

»Efterfølgende, omkring klokken 20.25, skete der en eksplosion i boligen,« oplyser politiet.

Videoklip fra stedet viser også den voldsomme og pludselige eksplosion, der sprængte både tag og mure i stykker, mens ild og røg væltede op.

»Undersøgelsen af omstændighederne ved eksplosionen er i gang,« oplyser politiet.

Tre betjente pådrog sig i den forbindelse mindre skader.

En talsperson for politiet, Ashley Savage, oplyser, at den mistænkte befandt sig inde i huset på tidspunktet for eksplosionen.

Det vides endnu ikke, om der var flere personer til stedet i bygningen, som var et dobbelthus – og den mistænktes tilstand kendes for nuværende ikke.

»Vi har ikke været i stand til at få adgang til hjemmet på nuværende tidspunkt, så jeg har ikke status på den mistænkte,« siger Ashley Savage til The New York Times.

Til nyhedsbureauet AP fortæller Carla Rodriguez fra South Arlington, der ligger i delstaten Virginia, at hun kunne høre eksplosionen, selvom hun befandt sig mere end 3,2 kilometer væk, da det skete.

»Jeg troede faktisk, at et fly var eksploderet,« siger hun.

Da den lokale beboer Bob Maynes hørte eksplosionen, troede han til at begynde med, at et træ var væltet ned over hans hus:

»Jeg sad i min stue og så fjernsyn, og hele huset rystede. Det var ikke en jordskælvsagtig rystelse, men hele huset rystede,« fortæller han til AP.

Sagen er endnu under efterforskning.