En cyklon med vindstød på op mod 100 km/t er på vej mod Indiens vestkyst, efter at den har taget til i styrke.

Lige lukt på vejen for cyklonen ligger en af Indiens tættest befolkede områder, nemlig byen Mumbai.

Cyklonen har fået navnet Nisarga, og den er allerede gået i land 100 km syd for byen.

Titusinder af indbyggerne langs med kysten er på forhånd blevet flyttet til højereliggende land. Det skriver BBC.

Fiskerbådene har fået forbud mod at gå til søs, fordi cyklonen Nisarga er på vej mod Mumbai.
Fiskerbådene har fået forbud mod at gå til søs, fordi cyklonen Nisarga er på vej mod Mumbai. Foto: DIVYAKANT SOLANKI
Vis mere

Det er ret usædvanligt, at cykloner rammer den vestlige del af Indien. Normalt går de i land på østsiden, som cyklonen Amphan, der ødelagde dele af Kolkata på østkysten for bare to uger siden.

Den nuværende cyklon er den første i årtier, der truer Mumbai, som med 20 millioner indbyggere er Indiens største by. Den er landets finansielle centrum.

Cyklonen begyndte at ramme Indien ved 8-tiden i morges dansk tid ved byen Alibaug. Det er et favoritområde i weekender for de mere velstående indbyggere fra Mumbai.

Tidligere onsdag fortalte Indiens meteorologiske institut, at cyklonen havde udviklet sig til en alvorlig storm.

Fiskerne har travt med at sætte deres båd godt fast, inden cyklonen Nisarga ankommer.
Fiskerne har travt med at sætte deres båd godt fast, inden cyklonen Nisarga ankommer. Foto: DIVYAKANT SOLANKI
Vis mere

Mumbai er hårdt ramt af den igangværende coronavirus-pandemi. Byen har over 40.000 registrerede tilfælde af coronavirussmitte og næsten 1.400 døde.

Blandt dem, der er evakueret, er 150 patienter fra et nyopført felthospital for folk, der er smittet med coronavirus.

Regeringen har bedt folk om at sikre deres hjem og opbevare dokumenter og værdisager i en vandtæt beholder.