Cubas præsident har sat en udløbsdato på sit lederskab over landet. Dermed er en magtepoke slut, da det formentlig er Castro-familiens sidste embedsperiode.

CUBA: Når Raúl Castros anden embedsperiode udløber i 2018, trækker han sig tilbage fra præsidentposten i Cuba, skriver Reuters. Det meddelte den 81-årige præsident i en tale til den cubanske nationalforsamling søndag, kort efter han var blevet genvalgt til en ny femårig periode på parlamentets åbningsdag.

I samme vending blev den 52-årige Miguel Diaz-Chanel valgt som vicepræsident og er dermed den mest sandsynlige efterfølger i Castro, hvis det viser sig, at præsidenten ikke vil være i stand til at fuldføre en ny periode.

Raúl Castro overtog embedet, da hans ældre bror Fidel trådte tilbage for at gennemgå en tarmoperation i 2006. Længe regnede man med, at Raúl Castros lederskab var en midlertidig løsning, men da Fidel besluttede sig for at trække sig permanent fra præsidentposten i 2008, blev lillebror officielt valgt som Cubas præsident.

Ud over at besidde den øverste lederpost, er den yngste Castro også formand for Cubas Statsråd og leder desuden politibureauet i Cubas Kommunistiske Partis centralkomité, ligesom han er øverstkommanderende for landets væbnede styrker.

Raúl Castro blev født i juni 1931 og var den sidst ankomne af tre brødre - fem år yngre end storebror Fidel.

I 1953 prøvede brødrene at gennemføre et statskup i Cuba. Kuppet mislykkedes, og brødrene røg først i fængsel og senere sendt i eksil i Mexico. Få år efter lykkedes det brødrene og deres militshær at vælte den USA-støttede diktator Fulgencio Batista af pinden.

Siden 1961 har en Castro stået i spidsen for Cuba, og brødrene har tilsammen regeret landet i mere end 50 år.