Cuba, der er et af de lande med den største andel af fængslede borgere, frigiver nu et stort antal fanger.

Cuba benåder 2604 fanger, hvilket er det største antal fanger, der er blevet frigivet i landet siden 2015.

Det skriver den statsejede avis Ganma fredag.

Cubas statsråd har taget beslutningen baseret på fangernes opførsel, den allerede afsonede tid, typen af forbrydelse og fangernes sundhedstilstand.

Kvinder, unge og ældre skal især være blevet tilgodeset, oplyser myndighederne.

Omvendt er der ikke blevet benådet nogen fanger, som har begået drab, voldtægt, børnemishandling, narkosmugling eller korruption.

De cubanske myndigheder offentliggør sjældent data om, hvor stor en andel af befolkningen der sidder bag tremmer.

I 2012 var 57.337 personer ud af en befolkning på 11,2 millioner indbyggere angiveligt fængslet.

I så fald placerer det Cuba på en sjetteplads over lande med den største andel af fængslede borgere, oplyser Instituttet for Kriminalpolitisk Research i London.

Menneskerettighedsgruppen Cuban Prisoners Defenders i Madrid anslår, at det reelle antal indsatte i Cuba er langt højere.

Gruppen vurderer, at omkring 123.000 cubanere på nuværende tidspunkt sidder fængslet. Det vil svare til en procent af den samlede befolkning.

Cuba har benådet tusindvis af fanger de seneste år - i særdeleshed forud for besøg af paven.

I slutningen af 2016 blev 787 fanger benådet, efter at pave Frans havde opfordret det cubanske statsråd til at vise barmhjertighed.

Tusindvis af cubanere sidder fængslet for "prækriminel social farlighed".

Ifølge Cuban Prisoners Defenders er det en forbrydelse, som magthaverne bruger til at tøjle enhver form for politisk afvigelse.

Den caribiske østat godkendte i februar en ny forfatning. Den giver fortsat Cubas Kommunistiske Parti monopol som det eneste autoriserede parti i landet.

Derudover fastslår forfatningen, at socialismen fortsat er landets fundament.

/ritzau/Reuters