En 61-årig mand fra Brasilien, som for nylig er vendt tilbage fra Italien, skal testes for coronavirus.

Brasilien melder om det første mulige smittetilfælde af coronavirus i Sydamerika.

Det oplyser sundhedsministeriet i Brasilien tirsdag ifølge nyhedsbureauet dpa.

Der er tale om en 61-årig mand fra São Paulo, som for nylig er vendt tilbage fra Lombardiet i det nordlige Italien, der er den hårdest ramte region i Europa med flere hundrede smittede personer.

Manden arbejdede fra den 9. til den 21. februar i Lombardiet. Han har ifølge sundhedsministeriet haft feber og ondt i halsen. Symptomer, som er karakteristiske for personer, der er smittet med virusset.

Ministeriet oplyser, at manden har det godt, og at man nu afventer resultatet af en test.

Hvis testen viser sig at være positiv, vil manden være den første i Sydamerika, som er bekræftet smittet med virusset ifølge de opgørelser, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) laver.

I Nordamerika var der tirsdag ifølge WHO registreret samlet 63 smittetilfælde fordelt på USA og Canada.

Det nye coronavirus, som WHO har navngivet sars-cov-2, blev opdaget i den kinesiske Hubei-provins i december.

Af den seneste officielle opdatering fra Kina natten til onsdag dansk tid fremgår det, at 2715 smittede personer er døde. Heraf 52 tirsdag. Det er ifølge nyhedsbureauet AFP det laveste antal døde i løbet af et døgn i mere end tre uger.

Virusset har smittet personer i over 30 lande. Sydkorea har registreret flest smittetilfælde uden for Kina. I Europa er Italien det mest plagede land. Over 300 er smittede og 11 personer er døde.

/ritzau/